Cormac McCarthy: Over Grænsen
Over Grænsen er 2. del af McCarthys grænselandstrilogi, hvor Alle de smukke heste er første bind.
Persongalleriet er skiftet ud, men vi er stadig i grænseområdet mellem USA og Mexico og stadig blandt unge mænd med cowboymentalitet. Billy er 16 år og jager en ulv, der dræber kvæget på hans forældres ranch. Ulve er udryddet nord for grænsen, og han beslutter derfor at tage den tilfangetagede drægtige ulv med syd for grænsen, hvor den kommer fra, for at sætte den fri.
Som hovedpersonen i Alle de smukke heste, opdager Billy hurtigt, at Mexico er noget helt andet, end han havde troet. Mexico viser både det bedste og det værste i menneskene. Billy vender tilbage til USA en del illusioner fattigere, kun for opdage en frygtelig forbrydelse, der gså trækker spor til det Mexico, han lige har forladt.
Sammen med sin bror Boyd må han tilbage til forjættede og frygtede Mexico, hvor wild west-idealerne strækkes så langt, at de ender som outlaws og eftersøgte.
Over Grænsen har nogle af de samme kvaliteter som første bind i trilogien, men også samme irriterende spanske dialog. Alligevel er plottet og personkarakteristikken svagere, og jeg må indrømme, at jeg kedede mig lidt undervejs. Det kan ikke normalt kaldes en anbefaling, men har man mod på grænselandstrilogien og aftenlandsstemning, så kan man ikke undvære Over Grænsen.
Cormac McCarthy: Over Grænsen. Gyldendal, 1994 (da. 1996). 472 sider.