Sara Baume: Syv rejste sten
Bell og Sigh er flyttet på landet. Et faldefærdigt hus ved foden af et bjerg, med udsigt over havet på den irske kyst. Det er to enspændere, der nu slår sig sammen med det uudtalte ønske om at gøre sig fri af andres krav og forventninger. I huset kan de få lov til at være i fred, de kan næsten leve af deres opsparing, og de kan tilbringe dagene i uforetagsomhed sammen med deres hunde.
Årene går, umærkelige forandringer går hen over huset og naturen – og over Bell og Sigh. De kommer aldrig op på toppen af deres bjerg, de lever i det nu, de opholder sig i. Hverken i fremtiden eller fortiden. Uden fordringer på andre og uden at ville anerkende andres fordringer på dem.
Syv rejste sten blotlægger Belle og Sighs eksistens og dermed også vores andres. Kan mennesker leve sådan, i ro uden drift opad, henad, videre? Hvad skal der til for at give plads til gode liv for dem, der ikke drømme om at alting skal være anderledes i morgen end i dag?
Syv rejste sten er en meget poetisk og smuk roman. Den er ikke drevet frem af et hæsblæsende plot, men er en smuk indføring i et særpræget pars følelsesliv. Det er en roman, man med fordel kan læse i ro, for dens smukke sprog og for fornemmelsen af både den ydre natur i det irske landskab og den indre, irske natur hos Bell og Sigh.
Sara Baume: Syv rejste sten. 222 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Signe Lyng, udkom 26. marts 2024