Olli Jalonen: Himmelkuglen
Skt. Helena. En lille ø ude midt i oceanet. I 1600-tallet bor otte-årige Angus her med sin mor, sin søster – og to små drenge, der er Angus bror og nevø. Altså en kompliceret familie på en lille ø, hvor der kun sjældent kommer skibe forbi. Her har den berømte astronom (m.m.) Edmond Halley foretaget observationer, og det bliver livsændrende for Angus.
Halley sætter nemlig sit spor på familien på flere måder, men blandt andet beder han Angus registrere stjernernes bevægelser på himlen hver nat. Det er en vigtig opgave, og Angus vil gerne tjene videnskaben, så han går op i opgaven med liv og sjæl, også efter at Halley er rejst hjem til England.
Skt. Helena er et lille samfund, og selvom den lokale præst lærer Angus at læse er der ikke mange muligheder for den videnbegærlige dreng. Det bliver kun værre, da hans mor flytter sammen med præsten og da der udbryder uroligheder vendt mod øens diktatoriske guvernør. Det er ikke nemt at være Angus, og en dag kommer hans mor med et forslag, der vil vende op og ned på hans liv – og måske redde familien og samtidig gøre det muligt for Angus igen at arbejde sammen med Halley.
Angus er en helt speciel dreng i finske Olli Jalonens fortælling om det hårde liv i 1600-tallet. Angus har sin helt egen, vidende og samtidigt naive stemme, når han forsøger at få hoved og hale i alt det, der foregår omkring sig. Han forstår mere end han vil være ved, men mindre end læseren. Han er et fantastisk bekendtskab, som man ikke kan lade være med at holde af.
I 1600-tallet var England præget af store stridigheder, religiøst, om magten, feudalsamfundet var vigende, en gammel tid er ved at vige men ingen kender den nye. Et imperium er ved at vokse frem, men endnu er England ikke en stormagt. De store videnskabelige opdagelser er begyndt, men oplysningstiden kan kun skimtes i horisonten. I denne tid forsøger Angus at finde hoved og hale i det hele, ikke mindst i hvad den sande historie om hans egen familie egentlig er.
Det er en virkelig interessant roman fra verdens ende, der i begyndelsen binder videnskaben, historie og en charmerende karaktertegning sammen. Desværre virker anden halvdel lidt formålsløs og uafsluttet. Er der måske et bind to derude et sted? Det kan jeg ikke læse mig til, og jeg undrer mig over at historien sådan løber lidt ud i sneen…
Olli Jalonen: Himmelkuglen. 498 sider, Vild maskine. Oversat af René Semberlund Jensen, udkom 23. september 2022