Grethe Bøe: Mayday
Den norske filminstruktør Grethe Bøe rammer med sin debutroman “Mayday” direkte ned i den aktuelle anspændte situation mellem Nato-landene og Rusland. Scenen er Arktis og bagtæppet er storpolitik og fordækte alliancer og skjulte dagsordener.
Bogens hovedperson er den kvindelige norske jagerpilot Ylva, der sendes afsted på en mission på grænsen til Rusland sammen med den sammenbidte og ordknappe instruktør John Evans. Deres fly kolliderer med et russisk fly og styrter ned i Rusland. Ylva og John redder sig ud med faldskærm og må kæmpe sig gennem den iskolde tundra med russiske jagersoldater i hælene.
Samtidig bliver flystyrtet dominobrikken, der sætter gang i et storpolitisk spil, som fører til, at verden står på randen af Tredje Verdenskrig.
“Mayday” er en superspændende thriller, der desværre er meget aktuel og langt fra urealistisk. Man kan ikke undgå at få associationer til mesteren ud i “På kanten af 3. verdenskrig”-thriller Tom Clancy og hans klassiker Red Stom Rising. Han veksler også mellem de bonede politiske gulve og en enkeltpersons oplevelser helt ude i fronten.
Der er stadig klasseforskelle. Men man kan håbe på, at Grethe Bøe skriver flere bøger i samme genre med Ylva i hovedrollen og giver den endnu mere gas.
Jeg ved ikke, om det er fordi Grethe Bøe er filminstruktør. Men det går lidt stærkt til sidst og det bliver aldrig rigtigt neglebidende. Ligesom når man ser en filmatisering af en bog, hvor ting, der strakte sig over 100 sider i bogen, fylder ganske få minutter i filmen eller er helt udeladt.
Bøe kunne sagtens være gået længere ned i detaljen og rykket os endnu tættere på Ragnarok og 3. verdenskrig. 300 sider er kun 1/3-del af hvad Tom Clancy sagtens kan bruge på en tilsvarende bog.
Når det er sagt, så er det en fantastisk bog, der viser, at nordisk spændingslitteratur er andet og mere end mord og vold. Det kan også handle om storpolitik, krig og krise. Fængende. En rigtig lufthavnsroman, som vil køle en ned ved poolen.
Grethe Bøe: Mayday. Lindhardt og Ringhof, 2022. 304 sider.