Kristian Leth: En vej ud af tågen
Kristian Leth har en berømt far: Jørgen Leth, cykelkommentator, filmmand, poet, levemand mm. Og hvordan har det så været at være hans barn? Det giver ’En vej ud af tågen’ et lille indblik i.
Og det bliver kun til et lille indblik, for farmand var der ikke. Han havde travlt, og var væk før Kristian blev født. Godt nok var han senere i familien en kort overgang, men ægteskabet stod ikke til at redde. Så det blev Kristians mor, der havde ansvaret for opdragelsen af ham og hans to halvbrødre.
Bogen er dog på ingen måde et grådkvalt eller rasende opgør med faderen. Det er snarere en række erindringer og refleksioner over, hvad forfatteren kan huske fra sin barn- og ungdom. Og hvad den opvækst har betydet for hans egen måde at være far. Stilen er essayistisk, man får brudstykker, og kapitlerne varierer i længde fra cirka en side til 3-4 sider.
Det er tydeligt, at der er et savn, et åbent spørgsmål om, hvordan det mon ville have været, hvis Jørgen Leth havde været nærværende, så hans børn havde lært ham at kende. Nu kender de kun faderens oplevelse af dem gennem nogle erindringsbøger og interviews.
Kristian Leth har forsonet sig med vilkårene, konstaterer at han elsker sin far og er glad for, at han har kunnet hjælpe ham her, hvor alderdommen presser på og begrænser Jørgen Leths udfoldelser. Han kigger også nysgerrigt og med åbent sind på sin far. En ting går igen, nemlig at han er en stor historiefortæller, og at det i hvert fald er en evne, som han har givet videre. Han når også frem til, at det faktisk er synd for Jørgen Leth. For da han forsvandt ud af familiens liv var Kristian syv år, og som far til en syvårig oplever han nu de mange glæder og det intense samvær, der kan være mellem far og søn.
’En vej ud af tågen’ er et rørende og meget hjerteligt indblik i en opvækst, hvor der ikke er en voksen mand at spejle sig i. Forfatteren fortæller uden bitterhed, og hans refleksioner virker troværdige og dybtfølte.
Kristian Leth: En vej ud af tågen. Gladiator, 157 sider. April 2022