Lili er datter af en grønlandsk mor og en dansk far. Hun bor i en lille provinsby, hvor hun føler sig meget anderledes og forkert og de fordømmende blikke fra alle provinsfruerne og drillerierne i skolen på grund af hendes anderledes udseende hjælper bestemt ikke. Kun én gør Lili glad og tryg og det er Kitter – en dame der bor lidt længere nede af vejen og som bryder sig om Lili og går ture med hende og taler med hende.

Kitter er for Lili det eneste, der er rigtig godt, for de andre folk på vejen forstår hun ikke, derhjemme føler hun sig i vejen og uelsket og hun har svært ved at finde legekammerater, fordi de andre forældre forbyder deres børn at være sammen med hende.

Historien om Lili er barsk og forfatteren formår i den grad at skildre livet i en dansk provinsby i 60’erne, hvor det er en dyd i sig selv ikke at skille sig ud og hvor smålighed, sladder og misundelse er i højsædet. Hendes beskrivelser af damerne bag gardinet, der lurer ud på gaden for at følge med og gengivelserne af de telefonsamtaler, hvor nabokonerne ringer til hinanden for at kommentere en anden nabokones påklædning, er virkelig rammende.

På et tidspunkt beskriver hun, hvordan en af konerne tror, der er sket en forbrydelse hos naboen og det første hun tænker på er, hvorvidt det er passende at have forklæde på, når politiet og pressen kommer. Og lige netop dét illustrerer det menneskelige niveau hos disse mennesker, som forfatteren skildrer virkelig godt.

Når det så er sagt, så er bogens stil meget atypisk og sproget og opbygningen er til tider så forvirrende, at det er svært at finde ud af, hvor man er. Der springes meget i tid og sted og nogle kapitler virker mest af alt som flyvske tanker uden fokus eller rød tråd, som vi kender dem fra os selv. Man tænker på én ting, hvilket fører videre til noget andet og derefter noget tredje og lige pludselig ved vi ikke, hvor vi startede. Denne her bog er lidt lige sådan. Den er fyldt med ufuldstændige sætninger, en masse tankestreger og flere punktummer i træk og det forstyrrer læsningen så meget, at jeg har måtte læse den i rigtig mange bidder, fordi jeg jævnligt tabte tråden og ikke rigtig orkede at læse videre.

Alligevel vil jeg anbefale den her bog. For efter at være blevet færdig, sidder jeg tilbage med en meget ægte og ærlig læseoplevelse. Det er så ærlig og præcis en fortælling, der er ikke smurt for tykt på, det bliver aldrig urealistisk eller påtaget og jeg er påvirket af det, jeg har læst. Og det er vel det, der er meningen?

Himlen er en boksebold er Aase Andersens debut. Hun har lige som sin hovedperson en grønlandsk mor og en dansk far og er opvokset i Holbæk. Hun fortæller i forbindelse med bogens udgivelse, at handlingen er ren fiktion, men at følelserne er ægte nok og oplevet i det virkelige liv. Det skinner tydeligt igennem. Sjældent er forfattere så gode til at skildre følelser, som Aase Andersen i denne her bog.

Lili siger på et tidspunkt i bogen; ”der må være en anden verden, hvor børn kan få lov til at sidde i fred og ro uden at være bange og på vagt hele tiden, hvor de voksne kigger på en med rare øjne, tager en i hånden og taler med en”. Av.

Aase Andersen, Himlen er en boksebold, Forlaget Radius, September 2010, 224 sider.