Tone Schunnesson: Dagene, dagene, dagene
Dagene, dagene, dagene er “en poetisk pageturner og et studie i succes og fiasko, berømmelse, forbrug, sandhed og bedrag”, siger bagsideteksten af bogen, ja tak, tak skæbne, måske ikke traditionelt poetisk, men fuldskrue pageturner, det skal jeg da ellers lige love for!
Bibbs fylder 39 år om lidt. Hun er tidligere tv-vært og influencer og har blandt andet tjent sine penge ved at være ærlig om sine holdninger og meninger. Hun har også lavet reklamer, men det er som om at yngre modeller er kommet til, og opgaverne ikke længere finder vej til Bibbs.
En dag slår hendes kæreste op med hende og så slår jorden under hende revner. For hvor skal hun så bo? Og hvem skal bekræfte hende? Og hvem er man uden en kæreste, uden et job og uden en bolig? Hun vil vildt gerne blive boede i lejligheden, men det kræver, at hun skaffer 100.000 kr. på en uge. For ti år siden ville hun let kunne have skaffet store penge på kort tid, men i dag?
Desperat og såret kaster hun sig ud i en nærmest umuligt opgave, pengene skal skaffes, koste hvad det vil! Hvad bilder kæresten sig egentlig ind? Bibbs er ikke sådan en man forlader, hun er sådan en, der forlader andre. At blive smidt på porten passer slet ikke til hendes fortælling om sig selv.
Bibbs er et meget kækt bekendtskab. Sproget er frisk og tempoet er (langt det meste af tiden) højt. I lange stræk er romanen svær at slippe, topunderholdende og læseren tænker på samme tid “godt det ikke er mig” og “giv mig mere, giv den gas Bibbs”.
Bibbs træffer den ene dumme beslutning efter den anden. Hun bruger folk og hun lyver. Hun udnytter sin krop og sin kendisfaktor til max. Og hun fucker up på den helt store klinge i takt med at den ene løgn tager den anden. Hun er sjældent tålmodig eller sympatisk, men hun er befriende ærlig og når alt kommer til alt: et menneske i total krise!
Så hvis du er frisk på en morsom, tosset, velskrevet tur med Bibbs ved din side, er Dagene, dagene, dagene et godt bud på din næste læseoplevelse.
Tone Schunnesson (f. 1988) er svensk forfatter og dramatiker. Romanen er blevet nomineret til Sveriges Radios Romanpris og EU´s Litteraturpris og er desuden solgt til filmatisering (jeg kan se det for mig!).
Tone Schunnesson, Dagene, dagene, dagene, August 2021, 266 sider, Gads forlag, Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild.