Glasgow i 1980’erne. Arbejdsløsheden og den sociale nød er enorm, og Thatcher-regeringen gør ikke noget for at afhjælpe den. Her bor Agnes, der har fået skønheden i vuggegave og forstår at passe på den. Hun er trods fattigdommen altid velklædt og smart, håret er sat og læberne malede.

Agnes er gift med en stabil, men kedelige mand. Han er så stabil og kedelig, at han hver uge bringer hele lønnen hjem i stedet for at tage på pub. Agnes burde være tilfreds med sin mand og to børn – men hun vil mere med sit liv. Som en anden Madame Bovary drømmer hun sig væk fra kedsomheden og om den store kærlighed og masser af lidenskab, og hun forelsker sig hovedkulds i en taxichauffør.

Men ak, det der skulle have været et romantisk eventyr ender med at hun efter at have boet hos sine forældre ender i et usselt, fugtigt hus i et forlagt mineområde udenfor byen. Sådan et hus, hvor man skal putte mønter i vandvarmeren for at få varmt vand og hvor ugens højdepunkt er når man kan hæve socialhjælp eller børnepenge hos kommunen. Taxichaufføren er skredet, tilbage er kun Agnes, hendes skønhed og de nu tre børn. Og vodkaen og øllerne, for Agnes deroute er brutal og voldsom.

I dette kaos vokser den yngste dreng, Shuggie op. Shuggie elsker sin mor og vil gøre alt for hende. Hans storesøster stikker af, så snart det kan lade sig gøre, og hans storebror trækker sig mentalt fra familien, men ikke Shuggie: den lille barnevoksen kæmper for at holde sammen på moren og familien. Det er absolut ikke nemt, og det bliver ikke nemmere af at Shuggie ikke er som andre drenge. Han er en af den slags drenge, der kan lide at lege med dukker og danse. En dreng med en måde at gå på, der absolut ikke falder i god jord blandt gadens unger. En dreng, der kun ønsker sig to ting i livet: at hans mor holder op med at drikke og at han selv bliver normal.

Shuggie Bain er en hjerteskærende fortælling om en svigtet dreng. Men det er også en øm historie om kærligheden mellem mor og barn. Det er en vred roman om et samfund, der vendte ryggen til mens mennesker gik i hundene. Og det er en historie om afhængighed, om trangen til at blive elsket og om livet på samfundets skyggeside. Der hvor der er rigtig mørkt på en måde, vi næsten ikke kan forstille os.

Det er en sindsoprivende roman på den virkelig fremragende måde, og den har fuldt fortjent fået Bookerprisen i 2020. Douglas Stuart skriver fremragende, og det er en debut der fortjener masser af opmærksomhed og mange læsere.

Douglas Stuart: Shuggie Bain. 488 sider, Politikens Forlag. Oversat af Signe Lyng, udkommer 18. maj 2021