Steffen Groth: Clearmind
Gaby Lester kører motorcykel, er specialist i it-sikkerhed og så er hun undercover journalist. Hun forsøger at infiltrere den lokale rockerbande, og da en direktør i medicinalvirksomheden Danmind bliver myrdet, får hun chancen. Danmind hyrer nemlig rockernes sikkerhedsfirma til at undersøge it-sikkerheden i firmaet, og dermed bliver Gaby hyret. Det er en stor mulighed for Gaby, for ikke bare er hun ude efter rockerne – i hendes fortid ligger også en smertelig forbindelse til Danminds direktør Kasper.
Desværre når Gaby kun lige at starte, før der sker endnu et mord og så er jagten i gang i højt gear. For hvem er morderen egentlig, og hvad er forbindelsen til Danminds nye lægemiddel, som de forventer bliver en storsællert? Og hvad er egentlig Gabys forbindelse til Kasper, og hvor kommer hendes tilsyneladende hemmelige identitet ind i billedet?
Clearmind er en moderne thriller med en stærk og klog kvindelig hovedperson, der færdes lige hjemmevandt blandt rockere og på de bonede gulve på direktionsgangen i en milliardvirksomhed. Sagen trækker spor til Kina, til psykiatrien og til rockernes voldsomme verden. Det er en nemt læst bog i højt tempo. Til gengæld taler alle personerne som gangestere i b-film, og plottet er ikke superrealistisk.
Der ligger selvfølgelig nogle elementer i thrillergenren, som man som læser skal acceptere. Man kan ikke læse fantasy, hvis man er træt af magi, og man kan ikke læse en thriller, hvis men synes et opklarelsesarbejde skal være 100% socialrealistisk og afspejle den seneste kriminalitetsstatistik. Der skal være lidt ramasjang, skæg og blå briller. Men der er grænser for hvilke friheder en forfatter kan gøre sig uden det går ud over troværdigheden og dermed sammenhængskraften i en roman. Og her skrider det altså lidt i Clearmind, f.eks. omkring politiets ageren, det kinesiske spor og Danminds forsøg på mennesker. Det er synd, for der er ellers lagt op til god underholdning og masser af drama.
Steffen Groth: Clearmind. 428 sider, Byens forlag. Udkom 12. april 2021