// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Aske Munck: Den rystede republik
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Aske Munck: Den rystede republik

Skrevet af den 2. marts 2021 – 05:11Ingen kommentarer

Frankrig ligger få timers kørsel fra Danmark og er et af danskernes foretrukne feriemål. Mange af os tilbringer adskillige sommertimer inden for for at se cykelløb fra landet og endnu flere af os drikker franske vine og spiser franske lækkerier som foie gras og oste.

Men det er begrænset hvad vi reelt ved om det moderne franske samfund. Men det råder Aske Muncks fremragende bog bod på.

Vi får et ærligt og samtidig kærligt kig ind under facaden og uden for turisternes normal synsvinkel. Ind i det rigtige Frankrig, som kæmper med store sociale og økonomiske problemer. Bogens undertitel, “Hvad i alverden er der galt med Frankrig?”, sætter lige som scenen. Det er ikke det normale glansbillede med eventyrlige landskaber, parisiske cafeer og Rivieraen. Det er det rå, til tider grå og barske Frankrig.

Aske Munck har studeret i Frankrig som ung og siden 2003 boet og arbejdet i Frankrig som journalist for en række danske medier, ligesom han skriver guidebøger om Frankrig. Så det er en herre, der ved, hvad han taler om. Muncks kærlighed til Frankrig skinner igennem. Men den skinner ikke så meget, at den blænder ham. Tværtimod. Så formår han på fornem vis at tegne et meget velafbalanceret protræt af det moderne Frankrig på godt og ondt.

Vi bliver hevet helt med ned i dyndet i et stærkt splittet Frankrig, hvor der mentalt er utrolig langt fra cafeerne i centrum af Paris til ghettoerne i den nordøstlige del af storbyen og videre ud til bønderne på landet og rigmændene i Nice. Vi får smækket Frankrigs store sociale problemer lige op i ansigtet.

Til gengæld formår Aske Munck også på fornem vis at trække alle de positive sider ved Frankrig frem. Fransk kultur og madkunst. Og han slutter “on a positive note”.

“Den rystede republik” er stærkt anbefalelsesværdig til den læser, der gerne vil føres up to date på situationen i et af Europas største og mest toneangivende lande. Man kunne ønske sig at andre lavede lignende nedslag i den aktuelle situation i lande som Tyskland, Italien og Spanien. Sådan en kvik temperaturmåling. Mere af det, tak.

Aske Munck: Den rystede republik – Hvad i alverden er der galt med Frankrig? Forlaget 28B, 2020. 160 sider.

Der er lukket for kommentarer.