// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas T. Bengtsson: Fra blokken
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jonas T. Bengtsson: Fra blokken

Skrevet af den 26. november 2020 – 07:19Ingen kommentarer

Tre venner vokser op i en social boligblok på Nørrebro. Her er der hverken overskud eller penge, til gengæld lærer man både at slå fra sig, stjæle og det, der er værre. Det er hårde betingelser for en barndom, og det går dem både godt og skidt.

Det lykkes for Christian at blive politibetjent, mens indvandrerdrengen Malik imponerer på tandlægeskolen. Og så er der Danny. Danny sidder i fængsel, og det har han udsigt til at gøre en del år endnu.

En dag bliver han alligevel uventet prøveløsladt. Han vender tilbage til København, der er midt i en bandekrig, og til et mysterium: succeshistorien Malik er forsvundet, og ingen ved tilsyneladende hvorfor. Hverken politiet, Maliks rige ven fra tandlægeskolen eller familien aner, hvad der er sket og Danny indleder nu sin egen eftersøgning…

Bengtsson fortæller historien i tre parallelle spor. Fra Dannys fængselsophold til Christians sidste skridt mod den solide middelklasse i form af et huskøb. Fra Maliks kamp for at redde hans fars restaurant fra konkurs til de første antydninger af, at noget er helt galt. Det er nu Danny, der er den voldelige hovedperson med vreden som den eneste trofaste følgesvend.

Fra blokken er en gennemtrevling af det allermest rå og ubehagelige København, hvor bander sætter dagsordenen og pizzeriaerne sælger stoffer fra baglokalet. Her er loyalitet alt, men venskaber sjældne, og Danny følger sin eneste chance for at bevare en flig af menneskelighed ved at finde og redde Malik før det er for sent.

Jeg har været meget begejstret for Bengtssons forfatterskab, men hans forrige roman Sus fangede mig slet ikke. Med Fra blokken er han tilbage i god form. Han skildrer det rå, kriminelle og udsatte Danmark som ingen anden lige nu, og selvom personerne måske kan blive lige arketypiske nok, så er det stadig stærk litteratur.

Jonas T. Bengtsson: Fra blokken. 304 sider, Politikens forlag. Udkom 15. oktober 2020

Der er lukket for kommentarer.