Dødeklokken er tredje og sidste bind i serien om De tre tyste, og det er en stærk afslutning på en spændende fantasyserie med følelser af folkesagn, og som blandt andet omhandler væsner, vi ikke er så vant til at støde på, nemlig klokkemagere og skygger.

Sigurd er hårdt ramt efter at have slået på Elaras trøst, en af De tre tyste – tre klokker, som ingen lyd har, men hver især besidder stærke magiske evner. Klokkemageren Myrhat og mennesket Stærkodder hjælper begge Sigurd, som stadig søger at finde sin søster, der blev bortført af tundraørne. Ørne, der opfører sig meget mærkeligt, og imens bevæger Mørket sig i skoven som en stigende trussel. Sammen med dem er skyggen Oresme flygtet fra Skyggehøj. Hun er datter af skyggekongen, fjende for både mennesker og klokkemagere, men hun hjælper de tre på deres fart. Men hvorfor og kan de stole på hende?

Imens vandrer skyggernes hær mod menneskene i Bavnelandet, hvor menneskene er i åben krig med hinanden, og klokkemagerne er spredt, efter deres hjem, Tågeskansen, faldt.

Men inden de fire kan forsøge at hjælpe menneskene i den forestående krig for al frihed og liv, er de nødt til at tjekke den ældste klokke, Anankes Klokke, som forhindrer Mørket i at bekrige og overtage Lyset, og finde ud af, hvorfor mørket vinder frem. Hvis klokken da stadig hænger på sin plads.

Ligesom i de første to bind er stilen i bogen let tilgængelig. Tempoet er højt, og der sker rigtig meget, men det virker aldrig forjaget. Eriksen tager stadig sin tid til refleksioner og interessante sansende beskrivelser, når det er nødvendigt. Der kan være en let dunkel stemning til tider, men det er ikke noget, som bliver for ubehageligt for de yngre læsere.

Jeg nævnte det også ved min anmeldelse af sidste bind, men serien om De tre tyste hører hjemme på hylderne hos de danske fantasylæsere. Den kan læses af såvel teenagere som voksne, måske endda et par år tidligere også. Den har den fængende stil, og temaer som at kunne se mennesker, for hvem de er, accept af sig selv og andre og at påtage sig et ansvar og en skæbne større end en selv, giver bogen fylde.

Læs også anmeldelsen af Beskytteren og Elaras trøst.

Synne Kristine Eriksen: De tre tyste – Dødeklokken. Turbine, september 2019. 348 sider.