”Første gang Filippa døde, var Olga og jeg lige fyldt syv år.” Sådan vækker man en læsers nysgerrighed i første linje, og den formår Bjergfeldt at holde fangen i langt hovedparten af sin romandebut, Højsangen fra Palermovej.

Filippa og hendes to søstre Olga og fortælleren Esther er tredje generation i villaen på Palermovej. Den blev købt af deres musikelskende morfar, og der installerede han sin elskede, den tvære russiske cirkusprinsesse Varinka. Morfaren døde desværre i en forholdsvis ung alder, med Varinka holder ved i mange år – med sine sære russiske udtryk, sin kærlighed til hunden Igor og sin næsten lige så store kærlighed til hundevæddeløbsbanen i Tårnby.

Søstrenes far var svensk brevdueentusiast med 2. verdenskrigserfaring, der giftede sig med en stewardesse med forkærlighed for natcremer fra Magasin. Sammen fik de tre søstre, heraf altså også Filippa der har for vane at vandre mellem liv og død, på tåspidserne mens hun er optaget af universets hemmeligheder. Olga vil synge, Esther vil male, og sammen begiver de sig ud på deres ikke helt almindelige livsbane, i en evig kamp for at finde mening og kærlighed, både hos dem selv og i den brølende omverden med alle dens sære eksistenser og urimelige krav.

Højsangen fra Palermovej er en lidt vanvittig og overdrevet roman, men også smuk og rørende. Et kæmpestort og vidtforgrenet persongalleri supplerer hovedpersonerne igennem romanen, og vi kommer vidt omkring, både geografisk og menneskeligt. Det er et højt tempo, og mange skæve og sjove episoder. Det er en skøn historie, men det er også en historie der stikker lidt af fra sin forfatter – jeg tabte i hvert fald lidt tråden undervejs i de mange sidehistorier, der hver for sig måske fungerede ganske fint, men som samlet set trak fokus væk fra hovedfortællingen om Esther og hendes forhold til sin søster og kvaler med at finde sin egen plads i livet, med og uden den flere gange afdøde Filippa.

Annette Bjergfeldt: Højsangen fra Palermovej. 362 sider, Modtryk. Udkom 19. maj 2020