// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Gurli Marie Kløvedal: Hundehjerte
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman, Science fiction

Gurli Marie Kløvedal: Hundehjerte

Skrevet af den 27. juni 2020 – 07:59Ingen kommentarer

Elin skriver på en Ph.D om hundes positive indflydelse på menneskers trivsel, og allerede her blev jeg jo fan. Jeg klappede min labrador, satte mig endnu bedre til rette og læste med begejstring videre. Selvom Elin altså forsker i hvor sundt det er at have hund, så er der ikke meget sundt ved Elin selv. Hun har ingen venner, isolerer sig og har et dårligt forhold til sin skrækkelige mor. Forskningen går heller ikke så godt, for hun er blevet indklaget for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Men en dag får hun en ny chance: hun skal være med til at udvikle en meget livagtig robothund, og det er hendes ansvar at hunden får en rigtig hundeadfærd. Hun får derfor en prototype ved navn Leia og flytter til New York som led i projektet. Det er en vanskelig tid i USA, for præsident Trump er død i en ulykke, og gaderne er fyldt med demonstrationer og slåskampe. De sorte kæmper for deres rettigheder, og højreorienterede hvide kæmper imod… Meget aktuelt, må man sige!

Elin bliver lidt modvilligt veninde med sygeplejersken Shanay, der er aktivist og sammen med sin kæreste laver happenings mod racisme. En happening løber lidt af sporet, og pludselig står gaderne i flammer for alvor. Sådan er set-uppet i Gurli Marie Kløvedals Hundehjerte, der vil virkelig meget og lykkes med det meste.

Der er mange temaer i Hundehjerte: vores forhold til og samspil med teknologi, Black Lives Matter-bevægelsen, partnervold, forhold mellem mor og datter, amerikansk politik for bare at nævne nogle af dem. Det bliver derfor en smule hæsblæsende, men det gør ikke noget, for Kløvedal skriver et godt og fortættet bud på en fremtid, der ligger lige om hjørnet. Ikke alt er, som man tror – heller ikke livagtige robothunde.

Hundehjerte er velskrevet og underholdende, og har en meget dramatisk slutning (som jeg selvfølgelig ikke vil spoile).

Gurli Marie Kløvedal: Hundehjerte. 300 sider, Grønningen 1. Udkom 1. juni 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.