Olaug Nilssen: Tung tids tale
Tung tids tale er en lille gave til læseren! Vi bliver inviteret ind i den virkelighed, som forfatteren og fortælleren oplever som mor til en dreng med autisme. Det har krævet mod og styrke at skrive så ærlig en bog om det, der gør allermest ondt. Stor tak til Olaug Nilssen for at gøre det!
Da Daniel er 3 år ændrer han sig fra at være et velfungerende barn til at være et utroligt krævende barn, der mister sit sprog, propper alt muligt i munden, bider, slår, vågner om natten, løber væk, er urolig, piller i alt i et omfang som slet ikke er alderssvarende og er ved at drive sine forældre til vanvid.
Tung tids tale er fortællingen om Daniel, om at være mor til Daniel og om mødet med det system, der skal hjælpe familien og om omverdenens urolige og fordømmende blikke på familien.
Jeg tog mig selv i at være taknemmelig over, at mine drenge er helt gennemsnitligt normale med helt gennemsnitlige og normale alderssvarende udfordringer.
Tung tids tale er forpustende og stressende læsning. Man kan virkelig mærke, hvad fortælleren oplever, det kryber helt ind under huden! Og det skal forstås som ros! Jeg kan godt lide, når jeg kan mærke, hvad jeg læser. Og hvis det betyder, at jeg bliver urolig i kroppen, tager jeg den oplevelse med. God litteratur kan mærkes!
Det er barsk læsning og en virkelig vigtig udgivelse. Forfatteren giver stemme til alle de forældre, der hver dag bakser med et handicappet barn. Bakser med søvnløse nætter, bakser med frustrationen over at have fået et anderledes barn, bakser med frustrationen over at være handlingslamme og bakser med skammen over at føle sig magtesløs. Åh! Skammen over, hvad andre tænker, og sågar også skammen over skammen.
Bogen er skrevet i et enkelt, konkret og detaljeret sprog, der gør det nemt at forstå, hvordan en hverdag kan være som forældre til et barn med autisme. Det er ikke tungt på en fagsprogsagtig måde, men forbavsende let på en skønlitterær måde og er også genrebetegnet med roman.
Tung tids tale er en vedkommende, rørende, og meget fin tekst om forældreskab, om at skamme sig og om at acceptere det barn man har fået.
Olaug Nilssen (f. 1977) har vundet både Brageprisen og Nynorsk Litteraturpris 2017. Hun debuterede tilbage i 1998, men slog for alvor igennem med Tung tids tale. Romanen fik gode anmeldelser i Norge og jeg forventer det samme vil ske her i landet. Tung tids tale er omsat til skuespil og opført på flere teatre i Norge.
Olaug Nilssen, Tung tids tale, Marts 2020, Turbine, 162 sider, På dansk ved Karen Fastrup.