// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marie Aubert: Voksne mennesker
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Marie Aubert: Voksne mennesker

Skrevet af den 22. januar 2020 – 06:50Én kommentar

Voksne mennesker handler om ensomhed, om søskendejalousi og om tyndslidte familiebånd.

Vi følger med den 40 årige Ida op til familiens hytte for at fejre hendes mors 65 års fødselsdag. Idas lillesøster, dennes kæreste og bonusdatter er også med foruden moren og hendes nye kæreste. Ida er barnløs og har taget en beslutning om at få æg frosset ned, til når hun gerne vil have børn og glæder sig til at fortælle om planen til sin lillesøster. Men lillesøster Marthe har selvfølgelig også en hemmelighed at dele.

Vi følger familien over et par dage i hytten. Tanken var at det skulle være hyggeligt at fejre fødselsdag. Men helt hyggeligt bliver det ikke. På overfladen småhakker de to søstre på hinanden med et smil på læben. I kender den slags situationer hvor munden siger en ting, mens læberne viser noget andet. Man forvirres, tænker, sagde hun det? Nej, det sagde hun ikke, jeg må have misforstået det, eller hvad, sagde hun det? Men dykker man ned under overfladen, er de to søstre i virkeligheden smålige og ondskabsfulde overfor hinanden. Vogter på hinanden. Smiler. Og så stikkes der. Lige i ryggen. Det er modbydeligt at være tilskuer til og skide godt beskrevet!

Lige så godt beskrevet er det, når Marthe som voksen higer efter sin mors ros over at have lært noget nyt (som andre også kan). Det er en tåkrummende pinlig adfærd, men ikke desto mindre ganske realistisk beskrevet i helt stramme og enkle scener. Lige så klart står det for læseren, hvor opslidende det har været at være storesøster til et barn, der gang på gang døjede med mavesmerter under opvæksten. Selv den aften, hvor Ida skulle shine med en tale til hele skolen, melder mor fra grundet Marthes mavesmerter. Gang på gang har Ida skulle være den store, der kunne forstå. Det skriver forfatteren ikke, men det står tydeligt mellem linjerne.

Samtidig længes Ida efter mere end det livet har tilbudt hende. “Det er så længe siden, nogen har taget på mig, hvem som helst.” Ida er plaget af ensomhed, og den slags skal man tage alvorligt! “Jeg sover alene, og jeg vågner alene, og jeg er alene, når jeg tager på arbejde, og alene, når jeg kommer hjem igen, jeg skal ikke klage over det, man skal ikke blive sådan en der klager. Men ensomheden er en cirkel, som bliver større og større, og hvis der ikke kommer nogen kæreste, hvis der ikke kommer nogen, jeg kan bruge æggene i banken sammen med, så kan det fortsætte præcis sådan i yderligere fem år og ti år og tyve og tredive år og resten af livet.” Man kan sagtens være ensom trods arbejde, familie og veninder.

Romanen er hurtigt læst. Den er skrevet enkelt og det er virkelig skarpt. Forfatteren har et godt øje for relationerne og dynamikken mellem mennesker. Det er vigtige emner som ensomhed, søskendejalousi og det at være i den samme familie, der sættes under lup, men på en måde, så det slet ikke bliver det mindste tungt at læse. Jeg er vild med det!

Romanen udkommer i dag og er oversat til dansk af Thomas Korsgaard.

Marie Aubert (f.1979) bor i Oslo og er ansat på et forlag. Hun debuterede med novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem i 2016. Romanen Voksne mennesker er solgt til udgivelse i flere lande og nomineret til Bokhandlerprisen 2019.

Marie Aubert, Voksne mennesker, Lindhardt og Ringhof, På dansk ved Thomas Korsgaard, Januar 2020, 167 sider.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.