// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Gad Shimron: Mossad Exodus
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Gad Shimron: Mossad Exodus

Skrevet af den 3. januar 2020 – 06:24Ingen kommentarer

Under dække af at drive et ferieressort i Sudan med gode dykkemuligheder i Det Indiske Ocean evakuerer agenter fra den israelske efterretningstjeneste Mossad flere tusind etiopiske jøder på flugt fra Etiopien til Israel. Det kunne lyde som plottet i en spændingsroman, men var faktisk hvad der i virkeligheden skete over en årrække op gennem 1980’erne.

Gad Shimron var en af de centrale personer, der fik denne farefulde mission til at lykkedes og i bogen her får vi en helt unik frontlinjeberetning med masser af detaljer om blandt andet de problemer og udfordringer, som man løber ind i, når man opererer undercover og skal holde en facade ud ad til i dagtimerne og om natten udskibe hundredvis af flygtninge.

Vi er med når de første flygtninge smugles i faldefærdige lastbiler fra flygtningelejrene ud til ferieressortet, ombord på hurtiggående gummibåde ud til et israelsk spionskib i internationalt farvand. Vi er med når Mossad-agenterne udgiver sig for at at være europæere, der gerne vil bringe turister til Sudan og derfor søger de lokale myndigheders hjælp. Vi er med når gummibåde skiftes ud med fly. Og vi er med når det er ved at gå helt galt. Når sudanesiske soldater overrasker en udskibning og pludselig peger på agenterne med maskinpistoler.

Shimron fortæller både om sin egen andel af aktionen og hvordan det udspillede sig senere hen frem til den sidste store evakuering. Desuden sætter han til sidst tingene i perspektiv og går ikke af vejen for at påpege hvor dårligt de evakuerede etiopiske jøder siden hen blev behandlet i Israel, hvor ikke alle mente de var lige så meget værd som jøder fra andre dele af verden.

Skønlitterære forfattere kunne naturligvis give den et ekstra vrid på spændingshåndtaget. Men det er nu ikke fordi den får for lidt i denne fortælling fra den virkelige verden. Og netop fordi det ikke bare er noget Gad Shimron har fundet på, så bliver det så meget stærkere.

Gad Shimron: Mossad Exodus – The daring undercover rescue of the lost jewish tribe. Green Publishing House, 2007. 231 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.