Anna Gevalda: Udflugten
Udflugten er en lille letlæst pocketbog, som hurtigt glider ned med et par kopper kaffe. Romanen er nok mest af alt en forvokset novelle, og selvom forfatteren beskriver og skildrer fire søskende og deres indbyrdes forhold, oplever jeg dog aldrig helt at kunne fornemme eller mærke personerne.
Udflugten er skildringen af fire voksne søskende, der til dagligt lever adskilt og hver for sig optaget af deres eget liv. I forbindelse med en fætters bryllup bringes de dog sammen. De tre af søskene stikker af fra brylluppet inden ceremonien i kirken, da de hellere vil være sammen med deres bror, som ikke er mødt op til bryllupsfesten. De finder ham flere timers kørsel væk, hvor han arbejder på et slot.
De to søste og to brødre, drikker vin, sludrer om fortid og nutid og hygger sig i hinandens selskab i et døgnstid. Efterfølgende drager de atter hjem hver til sin hverdag. Inden da når den ene af søstrene – Garance der fortæller historien i et friskt og kækt sprog – dog at blive valgt som ny ejer af en slidt, nusset og lusebefængt hund. Og det var såmænd det. Hverken mere eller mindre. Ikke synderlig spændende eller også findes pointen et sted hvor jeg bare aldrig nåede hen?
Anna Gevalda er fransk forfatter født i 1970. Hun debuterede i 1999 med en novellesamling og hendes første roman Jeg har elsket udkom i 2002.
Anna Gevalda, Udflugten, Forlaget Per Kofod, 163 sider, April 2010, Oversat fra fransk af Elin Lassen.