Trilogier er ved at være det nye sort. Men ”Navnesøsteren” startede ikke som 1. bind i en trilogi men derimod som et filmmanuskript under navnet ”Natsyn”. Anne Vibeke Jensen solgte rettighederne til Asta Film, som dog aldrig lavede filmen. Derfor gik rettighederne tilbage til Jensen, der valgte at gennemskrive historien.

Der er ikke meget tvivl om, at dette er en meget visuel historie – en thriller grænsende til en direkte gyser. Det er muligvis indflydelsen fra oprindelsen som manuskript. Men på bogen sætter det også sine aftryk, der dog er lidt svære at afprøve. Mange replikker og meget beskrivende sprog lægger en bred bund for en meget visuel fortælling, og der er ingen tvivl om, at mange læsere vil finde stor glæde i netop den stil.

Fortællingen centrerer sig om Caroline Hermansen, der med sin netop færdiggjorte ph.d. i parapsykologi bliver involveret i efterforskningen af sin venindes selvmord på Frilandsmuseet. Langsomt afsløres det, at selvmordet er kædet sammen med en gammel forbandelse, en religiøs sekt og en ung piges død. Men i nutiden lurer en seriemorder, der vil ofre alt for at bevare en gammel hemmelighed.

Skrivestilen er frisk og levende og – som sagt – meget billedlig. Men den er også en smule naiv med en masse selvforklaringer og overflødige instruktioner. Et eksempel er, at hvis en mand forgæves forsøger at synke, så behøver vi ikke skrive, at han pludselig er blevet tør i munden. På journalistuddannelsen kaldte vi det ’Show it! Don’t tell it!’ Jensen både viser det og siger det – efter hun har vist det. Og de eksempler er der mange af. Det er ikke nødvendigvis et ’rookie misstake’, hvilket ellers ville være helt okay, da Anne Vibeke Jensen er debuttant. Robert Redford gjorde det som instruktør og fortæller i den legendariske film ”A River Runs Throught it” (på dansk: ”Ved floden”) fra 1992, hvor han med sine smukke valg af billeder efter skærmydsler i familien samlede dem ved floden, hvor de fiskede og fandt hinanden igen. Og netop som vi havde oplevet det gennem billederne, så fortalte han netop det samme og ødelagde det hele.

Der er lidt af det samme i ”Navnesøsteren” – og lidt for ofte til, at jeg bare kan lade det passere. En god redaktør havde fundet det og rettet det – og flere gennemlæsninger burde også have fanget det.

Når det er sagt, så er der tale om en rigtig solid og godt gennemtænkt fortælling. Plottet er spændende og fængslende. Og historien er rimelig godt fortalt – i et flow og i spring mellem tiderne, uden at det skaber forvirring. Skriveteknikkerne mangler som sagt lidt, men for en debuttant kan vi godt glæde os – og måske endda til de næste bind i rækken.

Anne Vibeke Jensen: ”Navnesøsteren”, selvudgivelse, 342 sider, juni 2018