Christian Grau: Mænd og biler
En anderledes bilbog, det må man sige. Udover gode billeder af masser af fede biler, får man underholdende koblinger mellem bil og ejer. Lige som den gamle sige med, at hunden er som sin ejer og omvendt. Selv synes jeg Saab er en rigtig fed herreøse, men den glimrer ved sit fravær i bogen. Til gengæld er der altså mange andre superseje biler med på de 250 sider.
Forfatteren Christian Grau bygger sine mange velskrevne iagttagelser på en længere karriere som blandt andet motorredaktør på bladet Euroman. Sproget er godt, og der er langt mellem fejlene. Faktisk har jeg stort ingen fejl fundet, og det er desværre ikke normen. Et enkelt sted, rent sprogligt, er jeg uenig med forfatteren. Jeg kan ikke forstå, at han “drejer i et rat”. Selv har jeg altid “drejet på et rat”. Men sådan er der jo så meget.
Nå ja, uden at vide det med sikkerhed, så skurrer det også en anelse i mine ører, når Grau i kapitlet God kørestil skriver “…at ligge der i venstre vejbane iført en Renault Traffic 1,9 diesel med 9.000 omdrejninger og en håbløs ambition om at virke kvik.” Jeg ved det ikke med sikkerhed, men helt ærligt: En Traffic diesel kassevogn drejer da ikke op til 9.000 omdrejninger? Det lyder efter min mening mest af alt som et potentielt motorhavari.
Men det er småtingsafdelingen og alt i alt er Mænd og biler en sjov og underholdende bog. Ikke at Christian Grau har ret i alle sine antagelser, langt fra mener nogle, men han får point for sin selvsikre måde at udtrykke dem på. Forfatteren kan virke ret grov i sine skråsikre klassificeringer af, hvem der kører i hvad, hvorfor og ikke mindst hvad bilvalget fortæller om den enkelte, men igen, hellere lidt kant end en bog der glider i et med tapetet.
“Nyd den frihed, bilen giver dig. Nyd, at du kan pakke bilen og køre, hvorhen du vil … Du er på vej, altså er du. Den dag, du ikke er på vej længere, er du død.”
Christian Grau, Mænd og biler, forlaget Trigger Happy, 252 sider, 2009. Pris: 298 kr. Fås i boghandlen og på saxo.com