Det går voldsomt godt derudaf for bogens hovedperson, Jeff Delvecchio. Som succesfuld forsvarsadvokat i Californien lever han – om nogen – livet i den såkaldte overhalingsbane. Selv klienter af hans der virker særdeles skyldige i forbrydelser som kidnapning, pædofili, voldtægt, mord, flere mord lykkes det Delvecchio at få frikendt.

Vi møder ham første gang i bogen, da det netop er lykkedes ham at overbevise endnu en jury om, at der er ”reasonable doubt” i forbindelse med sin klients skyld og får ham selvfølgelig frikendt.

Det er nummer 19 i rækken af ”skyldige” mordere, børnemishandlere og voldtægtsmænd, der under Delvecchios vinger frikendes. Det er måske ikke så unaturligt, at på trods af den unge advokats stjernestatus i firmaet han er ansat i, har han ikke så få fjender. Det være si g internt i advokatfirmaet, blandt anklagemyndigheden, ofre for de misgerninger de anklagede har udført og stemmer fra fortiden.

Imens begynder Delvecchios frikendte klienter en efter en at blive ofre selv for voldsomme hævnaktioner. Aktionerne udføres og beskrives i bogen ikke mindst på en fantastisk udspekuleret måde og i et forrygende tempo begynder Delvecchio at gå i mental opløsning.

Skildringen af hovedpersonens mentale helbred, der bestemt ikke har det godt. Men det sker på en imponerende stilsikker facon, der lader læserens glide mod måden Bret Easton Ellis indimellem fangede hovedpersonerne i ”American Pschycho” på.

Det er overdrevet, intimiderende, udfordrende og altså også super fedt, når Qvortrup udstiller Delvecchios stofmisbrug og syge tanker til et soundtrack af weltsmertz fra Depeche Mode og Morrissey.

I sin anmeldelse af bogen skrev Frits Andersen i Weekendavisen, at bogen er ”skrevet med et suverænt sikkert greb om genren…”, hvilket jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Qvortrup har så mange referencer til forhold udenfor bogen, der gør den endnu mere læseværdig.

Det er også meget skægt, at Qvortrup tilsyneladende også har en ting med den fantastiske TV drama serie ”The West Wing”. Der er et par referencer til serien foruden følgende citat: ”[…] Det er sådan noget, jeg godt kan lide og i selve situationen er det noget, jeg lægger mærke til. Jeg kan godt lide små ting […] følelsen af et godt whiskyglas mellem fingrene, tykt, tung bund, lyden af isterningen, der bliver sluppet fra den helt rigtige højde”.

Qvortrup krediterer ikke nogen, men er der ikke noget med, at Mr. McGarry har talt om noget ret så tilsvarende på et tidspunkt?

Bogen er virkelig – hvis man kan tåle groft sprog, perverse skildringer og et til tider voldsomt indblik ind i den menneskelige psyke – et godt bud på en hurtigt læst lille bog.

(Hvis man har lyst til at læse en anmeldelse, der på ingen måde er nær så glad for bogen som denne læser, kan man se med her :-))
 
Thomas QVORTUP: Delvecchios dom, 301 sider, Gyldendal, 2005