“Min egen mørke tid, som jeg kalder den, min ensomme tid, varede, som jeg har fortalt dig, det meste af mit liv og jeg kan ikke skrive om mig selv uden at komme ind på den. Tiden gled så besynderligt i ét, som om hver eneste vinter var den samme vinter, og hvert forår det samme forår.”

Gilead er en stille, langsom, fin, men til tider også kedelig roman om opvæksten, livet og tilværelsen som præst i byen Gilead i den amerikanske stat Iowa.

Det er Pastor John Ames stemme vi hører, idet vi læser hans lange brev til hans 7 årige søn, som han har fået sent i livet. Pastorens tid er ved at rinde ud, han er nu i 1956 en gammel og døende mand, og det ligger ham meget på sinde, at sønnen får at vide, hvor han og slægten kommer fra.

Derfor er der i bogen også en del passager, der handler om fortællerens fædre og bedstefædre som også var præster, om livet der på landet, om kærlighed, familieliv og tab. Og dersom han er en troende kristen, er der også en del tanker omkring livet, døden, Gud og om at leve i overensstemmelse med netop Gud.

Hvis du er til den stille historie, hvor der ikke sker ret meget, men hvor sproget til gengæld er smukt, og hvis du er nysgerrig på hans tanker om at leve som et kristent menneske, vil Gilead formentlig falde i din smag.

Hvis du synes at kunne genkende fortællingen, hænger det muligvis sammen med, at der er tale om en genudgivelse. Forfatteren har vundet flere priser for sine bøger blandt andet Pulitzerprisen for netop Gilead.

Marilynne Robinson, Gilead, Gyldendal, August 2017, 224 sider.