Anmeldelse på baggrund af anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Brændpunkt.

Det var den meget fine og helt enkle forside, der inviterede mig ind i romanen til den livstrætte psykiater, og hans patienter, der i blandt den unge kvinde Agathe.

Agathe søger behandling hos den 71 årige udbrændte psykiater, der tæller ned til pensionen. Han havde egentlig besluttet sig for ikke at tage imod nye patienter, men Agathe er fastbesluttet på, at det skal være ham, der hjælper hende. Agathe ønsker behandling fordi “jeg igen har mistet lysten til at leve. Jeg nærer ingen illusion om at få det godt igen, men jeg vil gerne kunne fungere.” Et ret beskedent ønske efter en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Vi er i Paris i slutningen af 1940´erne. Men det kunne lige så godt have været i Århus i 2017. Måske er handlingen netop henlagt til Paris i en anden tid, for at vise at de store spørgsmål om livet-kærligheden-ensomheden-døden er uafhængige af tid og sted, men genkendelige for os alle?

Psykiateren har altid levet alene. Ikke engang hans stabile og flittige sekretær gennem mange år har han ladet komme tæt på. Da hendes ægtefælle en dag bliver ramt at alvorlig sygdom, og hun derfor bliver nødt til at være der for ham fremfor at komme på arbejde, bliver han mindet om at andre mennesker rent faktisk betyder noget. Ikke kun deres handlinger, men bare det at være der.

Agathe er en stille historie, der folder sig ud på kun 112 sider. Om ensomhed, om at lade den ene dag tage den anden og om at længes efter at gå på pension helt uden at vide, hvad alle døgnets timer skal bruges på. En æblekage får en mindre rolle i romanen, der på sigt måske får stor betydning for forholdet mellem to naboer. Nysgerrig? Det kan jeg godt forstå.

Forfatteren er født i 1983 og uddannet psykolog. Agathe er hendes første roman. Hun har to digtsamlinger bag sig.

Anne Cathrine Bomann, Agathe, Forlaget Brændpunkt, 112 sider, Maj 2017.