Kristina Sandberg: Et barn at føde
Vi finder ud af det, gør vi ikke Tomas? Sådan cirka tænker Maj, og siger Maj måske også i sit kærlighedsløse ægteskab i slutningen af 1930’erne. For den ene dag er hun en ung kvinde med arbejde på et konditori og stormende forelsket i Erik, som måske, måske ikke vil have hende. Den næste dag bærer hun Tomas’ barn efter en kort nat, hvor hun noget beruset fandt sammen med Tomas uden tanke for, at det ville bestemme hendes fremtid og valg. Tomas er den tids gentleman og gifter sig med Maj, som må stå brud med struttende mave og i en skamfuld stemning, for så stor en mave bør man jo ikke have til sit bryllup. Det fylder meget hos Maj.
Maj kommer fra små kår. Hun bliver gift ind i meget bedre kår med Tomas, som er familiens yngste, men dog stadig meget ældre end hende – og fraskilt. Hendes mor er syg af tuberkulose og hun har ikke megen kontakt til sine forældre og søskende. Det er da også kun et par brødre, der kommer til brylluppet fra hendes side. Resten af gæsterne er fra Tomas’ store familie, der består af hans lidt nervesvækkede mor (i hvert fald udadtil, når hun skal opnå noget) hans søstre, brødre, svogre og svigerinder – alle meget ældre end Maj. Hun næsten drukner i forsøget på at passe ind, og finde ud af, hvordan man gør tingene i den mere velstillede familie.
Hendes liv er travlt med rengøring, madlavning og da hun har født: børnepasning. Beskrivelserne af hendes bagning af diverse lækre kager, får tænderne til at løbe i vand og kogningen af tøjet får mig til at skønne på min vaskemaskine. Sikke et arbejde.
Et barn at føde er den rene poesi og en nydelse at læse – da jeg lige have vænnet mig til rytmen i sproget og den nye måde at sætte kommaer på. Forfatteren Kristina Sandberg blander sig i historien og Majs tanker på en befriende måde og lader os læsere forstå, at der kan være flere vinkler i spil, men kun en kan vælges.
Det er en smuk og meget rørende historie om en ung kvinde, som kæmper med ulykkelig forelskelse, graviditet, ægteskab, svigerfamilie og den første usikre tid som mor uden hjælp og gode råd. Det er helt eminent beskrevet.
Et barn at føde er den første bog i trilogien om Maj, og jeg glæder mig meget til de næste. Jeg er vild med Kristina Sandbergs skrivestil og hendes små løft af Majs fremtid i denne første bog. Det har været en absolut fornøjelse. Hun har vundet adskillige priser, og det forstår man.
Kristina Sandberg, Et barn at føde, Forlaget Modtryk, oversat af Anne Marie Bjerg, maj 2017
[…] en udsøgt fornøjelse og en stor læseoplevelse at følge med i Majs liv. De to første bøger Et barn at føde og At sørge for sine er også anmeldt her på […]