Karen Syberg: E20
Jeg fik lyst til at have en fuglebog ved siden af mig, da jeg læste Karen Sybergs ”E20”. Fugle spiller nemlig på mange måder en vigtig rolle i den handling der udspiller sig i bogen. For bogens hovedperson, Irene, åbner der sig en helt ny verden, da hun mere eller mindre tilfældigt ender op med en tur gennem de jyske skove, på jagt efter bogfinker og på jagt efter sig selv.
Det hele starter med, at den perfektionistiske Irene får stjålet sin taske på en rasteplads med bilnøgler, pung og mobiltelefon. Hendes ellers nøje planlagte tur bliver afbrudt og hun tager med amatørornitologen Uffe, som har et telt i bagagerummet på sin gamle bil.
Her blev jeg første gang virkelig irriteret på Irene – hvorfor tager hun med en fremmed mand, hvorfor får hun ikke fat i nogen der kan hjælpe hende?
På Irene og Uffes tur igennem den danske natur, trevles Irenes livshistorie op og forklaringen på hvorfor hun ikke kan få hjælp andre steder fra, ender med at være indlysende klart. Tasken viser sig, at være hos en ældre dame, som er dybt forvirret. Hendes historie kædes sammen med Irenes og Uffes og hele begivenheden omkring taskens forsvinden bliver skæbnesvangert for de involveredes videre liv og færden.
Karen Syberg skriver roligt og alligevel fængende med fine sproglige billeder fra rejserne tilbage i tiden og til nutiden, hvor personerne konfronteres med tanker om at tage skæbnen i egen hånd, en mulig morder og fornemmelsen af et arrangeret ægteskab. Bogen er velskrevet og det er interessant at følge, hvordan linjerne i historien udredes og spindes sammen i en fin fortælling.
Karen Syberg er kulturskribent ved Dagbladet Information og har udgivet flere bøger. Bl.a den meget anmelderroste: ”Stederne” fra 2007.
Karen Syberg, E20, Rosinante, 2009, 307 sider