Solen er væk. Der er masser af vand. Folk flytter fra egnen. Arbejdspladser lukker. Huse forfalder. Og i den lokale købmandsbutik er der snart ikke flere varer på hylderne.

Vi befinder os i en fjeldegn, måske i Norge langt fra en ordentlig by, måske i en nær fremtid. Regn og rotter er der nok af.

Historiens jeg-fortæller er den afdøde butiksejers unge datter, som forsøger at drive forretningen, nu hvor faderen er død. Uno, hendes storebror, fornemmer man har givet helt op. Sympatisk som hun er, bekymrer hun sig også om den ældre kvinde Asta. Hvor længe kan Asta klare sig i det utætte hus, når hun både skal skaffe mad til sin flok af gøende hunde og til sig selv?

Asta er dog ikke den eneste bekymring den unge pige har. Hun skal også have gravet sin fars kiste op, så den ikke sejler væk i regnen, som det er sket for en række af de andre døde på egnen. “Jeg har gravet en række huller i jorden bag huset for at finde et sted at begrave far.”

Ekspeditricen er et stille intenst drama. Man kan næsten høre stilheden, ventetiden mod den uundgåelige afgrund og det konstant højere stikkende ur mod undergang. Historien er godt bygget op, stemningen stiger især i den sidste del af bogen og den er velskrevet og let at læse.

Aksel Selmer, Ekspeditricen, Forlaget Jensen&Dalgaard, Marts 2016, 146 sider, På dansk ved Kamilla Jørgensen.