Daniel Boysens roman “Fordi ilden er vores” er en fortælling om en familie, der ser rigtig ud på papiret, men som ikke kan finde ud af at være en familie. Det er en fortælling om en opvækst på landet fyldt af usikkerhed og smerte med en mor, der ikke er der for sine børn, en lillesøster, der bliver misbrugt, og hvordan det hele ser ud med et barns øjne.

På bagsiden beskrives bogen som “en kærlighedserklæring til en lillesøster” og forholdet mellem de to fylder også bogen. Og måske netop fordi de har hinanden, overlever de to søskende, sådan næsten i hvert fald, barndommen og kan som voksne se tilbage.

Historien er fortalt af en jeg-fortæller og bogen er inddelt i to dele. Hver del er fuld af en række tekster i varierende størrelse, hvor der springes i både tid og sted uden, at det dog forvirrer. Tvært imod skaber det en helhed, fordi hændelserne i barndommen får forbindelse til voksenlivet.

Daniel Boysen har fået megen ros for “Fordi ilden er vores” og det forstår man godt. Han skriver på en nøgen og poetisk måde om en svær opvækst, og hvor det at være barn ikke beskyttede én mod noget. Og om hvordan en opvækst med svigt og misbrug følger en gennem hele livet, selvom man overlever den.

En rørende og stærk fortælling, der sidder i kroppen længe efter man har læst den.

Daniel Boysen, Fordi ilden er vores, Forlaget Jensen&Dalgaard, 170 sider, februar 2016.