Drengen fra Godhavn er Kalles historie om livet på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland i 1960’erne. Romanen er fiktion, men den er bygget op omkring virkelig hændelser, baseret på interviews med drenge, der boede på hjemmet i denne periode. Historien er meget barsk, og det er ufatteligt at tænke på, at sådan et omfang af omsorgssvigt, overgreb og vold fandt sted for ikke ret mange år siden i offentlig regi.

Kalle bliver en dag hentet af Børneværnet og taget med til Godhavn. Da han har pjækket fra skole, tror han, at han nu skal straffes et par dage og så hjem igen. Men det går hurtigt op for ham, at skal blive, og han bliver bange og fortvivlet og forsøger at komme i kontakt med sin mor, men uden held. Kalle oplever en dagligdag med vold og overgreb både børnene imellem og fra personalet på Godhavn. Han forsøger ved flere lejligheder at stikke af, men uden held, og han mister lige så stille håbet.

I bogen får vi et råt indblik i livet på dette børnehjem og med Kalles øjne er vi vidne til en barsk hverdag og et system, der svigter disse børn fuldstændig. Bogen er opdelt i tre dele; tiden på børnehjemmet, tiden efter han kommer derfra og hans liv i dag og hvordan hans ophold på Godhavn har påvirket ham. Jeg synes klart, at første del er bogen er bedst. Det er en meget velfortalt og troværdig historie om livet på børnehjemmet, og den vækker stærke følelser hos læseren samtidig med at der er en meget nøgtern og fortællende tone. Det midterste afsnit bliver måske lidt for detaljeret nogle steder, og jeg mistede lidt fornemmelsen til første del, men historien afsluttes på fin vis og efterlader læseren med noget at tænke over.

Det er en rørende, men usentimental og troværdig fortælling om en del af vores historie, som vi bestemt ikke kan være stolte af.

Ole Tornbjerg, Drengen fra Godhavn, Politikens forlag, 324 sider, 2015.