// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Aline Sax: Pigen og soldaten
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Aline Sax: Pigen og soldaten

Skrevet af den 4. december 2015 – 07:51Ingen kommentarer

Pigen og soldaten, skrevet af Aline Sax, er en rigtig lille perle, der handler om en blind piges gryende venskab med en soldat under 1. verdenskrig. Pigens liv er begrænset til den kro, som hun vokser op på, og det nære miljø i landsbyen. Hun har en ynglingsbænk, hvor hun sætter sig hver dag og observerer dufte og lytter til alle de forskellige lyde, så hun kan mærke verden.

En dag mærker hun, at der sidder en anden på bænken og han dufter helt anderledes end noget, som hun har duftet før, for han kommer fra Afrika. De begynder at mødes på bænken hver dag og tale sammen. Hun fortæller om sin far, som er med i krigen, og som hun savner meget. Han fortæller om sit liv i Afrika, og om sin kone og barn. Pigen kan selvfølgelig ikke se de misbilligende blikke, fra de andre beboere i landsbyen, og soldaten er glad for det fordomsfrie møde med pigen.

Der er en helt fast rytme i deres møder, for soldaten er ved fronten i nogle uger, og kommer så tilbage til landsbyen sammen med resten af regimentet, for at hvile og være klar til næste omgang ved fronten.

En dag kommer han ikke, som han skal, og lige præcis den dag, har pigen bagt et brød til ham, så han kan få noget ordentligt at spise. Pigen beslutter sig for at tage til fronten og lede efter ham – og begynder bare at gå. Hun får heldigvis hjælp på vejen. Om det lykkedes hende at finde soldaten, skal jeg ikke røbe her. Men det er en meget fin historie, og så dejligt illustreret af Ann de Bode.

Giv dig selv et lille poetisk pusterum og oplev verden gennem den blinde piges andre sanser og soldatens hjemve og hårde hverdag i krigen.

Pigen og soldaten, Aline Sax, forlaget Turbine, 85 sider, dansk udgave september 2015, illustreret af Ann de Bode, oversat af Birthe Lundsgaard.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.