Jeg var vild med ”Mig før dig”. Det var med smil mellem tårerne, at jeg læste den bog, og derfor var mine forventninger til efterfølgeren ”Efter dig” høje. Dog med måde, for jeg har flere oplevelser af, at når en etter er god, er toeren ikke altid af samme kvalitet.

Det sker også her.

Will er død, og Lou prøver at leve videre, hvilket hun kæmper med både nat og dag. Det giver ingen mening at læse ”Efter dig” uden at have læst ”Mig før dig”, for der er mange referencer til Lous liv i den første bog.

Lous tilværelse er dyster og sorgen altoverskyggende. I hvert fald indtil Wills teenagedatter dukker op og rusker op i Lous hverdag. Will kendte aldrig til denne datter, og det plot er for søgt efter min mening, for Lou påtager sig at redde datteren fra et liv med stoffer osv., for pigens egen mor og papfar har opgivet hende.

En redningsmand dukker også op personificeret af Sam, den paramedicinske onkel til en af de unge, Louise går i sorggruppe med.

Jojo Moyes har en fantastisk evne til at tryllebinde sine læsere, der gerne lunes af en rørende historie om romantik, hvor den er svær at finde; kærlighed, hvor ensomheden er altoverskyggende og humor i en tilsyneladende trøstesløs tilværelse. Desværre får hun ikke i ’Efter dig’ skabt den historie, som man kan spejle sig i eller på et eller andet plan relatere sig til. Dertil er indholdet for søgt og for utroværdigt.

Det er synd, men jeg glæder mig nu stadig til at se filmatiseringen af ”Mig før dig”, for den historie fejler i hvert fald ikke noget.

Efter dig, Jojo Moyes, Rosinante, Oktober 2015, 400 sider, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt