Stik er en digtsamling af Stine Dige og Marie Ladefoged og handler om fertilitet og manglen på samme. Den handler om at være i fertilitetsbehandling og den handler om ønsket om at få et barn. Noget som begge forfattere har været igennem og det personlige gennemsyrer samlingen. Her skriver de om deres drømme, håb og specielt om deres sorg.

Digtsamlingen er opdelt i tre dele. Først er der digte af forfatterskoleelev Stine Dige, så en række billeder af Biba Fibiger fra soloudstillingen ”Albanova – Erindrings Fysik” fra 2014 og slutteligt digte af Marie Ladefoged, cand.mag i litteraturvidenskab.

Stine Diges digte er korte og enkle, hvor Marie Ladefogeds er længere og lidt tungere i billedsproget og de komplementerer hinanden fint. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, der stod noget mere om billederne af Biba Fibiger, for de kommer som et opbremsning i midten af bogen. Jeg tabte lidt tråden, og selvom det er fint at være eksperimenterende i en digtsamling, så savnede jeg en introduktion eller lignende til denne del.

Forfatterne har skrevet den bog, de mente manglede på hylderne. En bog til dem, der står midt i barnløsheden og behandlingerne og en bog til dem, der ønsker at forstå. Og det er svært ikke at blive rørt, når Stine Dige skriver:
”Har pillet alle spejle ned
fire kødrøde ar
insisterer på det som aldrig blev” (Éleos II)

Selvom det følsomme emne i bogen bliver behandlet primært fra og til kvindens synspunkt, er der også fine digte, der handler om det barnløse par i behandling.
”I mørket
kan jeg ikke se dine øjne
da du siger
så har vi gjort hvad vi kunne” (Stine Dige, Mørketid)

Helt enkelt er det en smertefuld, rørende, smuk, grim og personlig samling. Og jeg drog et lettelsens suk, da jeg i pressemeddelelsen kunne læse at begge forfattere er blevet gravide gennem deres fertilitetsbehandling. Jeg håber det samme for dem, der måtte søge trøst og stemme i denne digtsamling.

Stine Dige og Marie Ladefoged, Stik, Det Poetiske Bureaus Forlag, juni 2015, 100 sider.