Saskia de Coster: Vi og jeg
I romanen ’Vi og jeg’ følger vi en rig familie, som består af faren Stefaan, hans kone Mieke og deres datter Sarah. De bor i et rigmandskvarter oppe på et bjerg, hvor ingen blander sig i hinandens sager og man for alt i verden holder på formerne.
Historien spænder over en periode på over 20 år, hvor de tre hovedpersoner skiftes til at fortælle om deres fælles liv og i endnu højere grad om det liv, de lever hver for sig – sammen. For de har alle tre deres hemmeligheder og deres metoder til at klare de udfordringer livet giver – og som de giver hinanden.
Meike styrer hjemmet med hård hånd og meget rengøring, mens Stefaan sørger for at tjene penge. Penge som de i virkeligheden ikke har brug for, da Meike er meget rig. Midt i det hele vokser Sarah op under masser af regler, kontrol og sit ihærdige ønske om at leve af sin musik. Vi følger hende fra lille pige til hun er blevet en voksen kvinde på 32 år og finder sine egne ben.
Indimellem dukker Meikes kriminelle bror op, som altid mangler penge og som kan få Meike til at le.
Saskia de Coster bruger et helt fantastisk sprog i sin roman. Det er smukt og poetisk med et strøg af humor. Selve personerne fik jeg ikke helt ind under huden. Men alene sproget gør romanen værd at læse.
Saskia de Coster: Vi og jeg, forlaget Turbine, 304 sider, dansk udgave juni 2015, oversat af Aino Roscher