Sidsel Falsig Pedersen: Hestens fødselsdag
Når man bliver fyret fra sit job – på grund af en lille bagatel om at have bidt sin chef – og når man samtidig beslutter sig for at forlade sin kæreste kan livet godt føles lidt tungt.
Hestens fødselsdag er titlen på Sidsel Falsig Pedersens fortælling om en ung kvinde, der ikke ved hvad hun vil med livet og heller ikke ved, hvordan hun skal finde ud af det. Hestens fødselsdag er også betegnelsen for en meget tyk skive rugbrød, og rugbrød rimer i den grad på hverdag. Og hverdag er det, der er allermest af i den unge kvindes liv.
Hurtigt finder hun sig et job som rengøringsassistent i et tivoli. Det er på ingen måde hendes drømmejob, men hun passer det, og det er især, mens hun varetager sit arbejde vi som læsere følger hende. Men det er slet ikke så støvet eller kedeligt som det lyder!
En dag får hun tjansen at gøre rent i det store teater i tivoliparken. Hun skal sørge for at få fat i en af de gode mopper. Dem er der ellers rift om. Nogle gange er skuespillerne i gang på scenen, de har ikke gennemskuet, hvordan hverdagen ville være uden rengøringsassistenter. ”De bliver irriterede og forstår ikke hvorfor vi generer dem, de ved ikke at nogen skurer toiletterne for dem og fejer de døde hudceller op der falder af dem mens de går omkring.”
Når man er ansat som rengøringsassistent og bruger 37 timer om ugen af sit liv på at gøre rent får man en særlig opmærksomhed på andre folks adfærd. ”Parken har åbent, folk siver langsomt ind fra alle indgange, de skal svine parken til igen inden den lukker.”
Det er den slags tragikomiske kommentarer, som nævnt ovenfor, der bærer bogen. Der sker ikke det helt store i bogen, men det gør slet ikke noget. Det er kvindens iagttagelser, bemærkninger, og fumlen rundt i livet, der er underholdende. Til tider er det sjovt og til andre tider er det på kanten til det triste og deprimerende:”Det er som om jeg bruger mine fridage på at blive levende igen, men jeg når det aldrig.”
Der er noget hverdags-nede-i-tempo-Helle-Helle over bogen. Det kan jeg godt lide. Lad os få nogle flere af den slags bøger.
Sidsel Falsig Pedersen, Hestens fødselsdag, Tiderne Skifter, 2014, 117 sider.