Greenfelds romandebut er en klog og kærlig satire over en gruppe beboere i hipsterkvarteret Tribeca på det sydvestlige Manhattan. Kvarterets mange tomme fabriksbygninger, forladte loftsrum og nedslidte ejendomme virkede op gennem 70’erne som en magnet på kunstnere og intellektuelle, der manglede billige boliger. Tre årtier senere er kvarteret et af de mest hippe steder, man kan bo, og ejendomspriserne er eksploderet. Så dem, der fik købt i tide, lever ubekymret – i hvert fald finansielt.

Fortællingens omdrejningspunkt er en gruppe mænd, der jævnligt mødes og spiser morgenmad sammen efter, at de har afleveret børn. Gradvist foldes deres liv ud for læseren i en lidt fragmentarisk og springende stil. Skæbner væves ind i hinanden, og vi bliver meget klogere på romanens figurer.

Vi er i den såkaldt kreative klasse, og det er fælles for persongalleriet, at flere af dem har haft kunstneriske ambitioner. I deres egen selvforståelse er de kreative og progressive, men Greenfeld får stille og roligt manet et andet billede frem. Kvarteret og dets beboere er akkurat lige så provinsielle og konservative, som hvis vi havde været i en af de forstæder, man foragter, når man er med på noderne. Der bliver drukket og horet lidt i krogene, drømt om vildskab og ungdommens idealer, men børnene og friværdierne skal jo passes. Greenfeld har et godt øje for magtstrukturerne blandt kvarterets børn, hvor den modelskønne 12-årige Cooper er i toppen af hierarkiet. Og den plads skyr hun ingen midler for at fastholde.

Greenfeld er en skarp observatør, og han har en satirisk og spids pen. Men historien og personkarakteristikkerne balanceres af en grundlæggende sympati for bogens figurer og de dilemmaer, de dagligt håndterer. Læs den, hvis du elsker New York, eller måske kender nogle smarte Vesterbro- og Nørrebro hipsters!

Karl Taro Greenfeld, Triburbia, Møller forlag, Oversat af Michael Vraa, 320 sider, Marts 2014.