Mussolinikanalen er en gribende og storslået fortælling om tre generationer af Peruzzifamilien. Historien strækker sig over den første halvdel af 1900-tallets Italien, og det er en herlig dramatisk og farverig saga, der udspiller sig.

Det hele starter da bedstefar Peruzzi får øje på en skøn bondepige, som han forelsker sig stormende i. Sammen får de ikke færre end 17 børn, så det er en vidt forgrenet slægt, læseren præsenteres for. De er fattige bønder, og en grådig godsejer bortrøver deres eneste chance for at forsørge sig. Sammen med andre fattige flytter de til De Pontiske Sumpe i 1932. Her er der forhåbentlig arbejde at finde, idet fascisterne har sat sig for at udvikle hele regionen med tusindevis af landbrug og fem byer. Det sker omkring Mussolinikanalen. Sådan løser det fascistiske styre problemet med arbejdsløshed.

Familien Peruzzi kommer tæt på den fascistiske top, selv om de i starten af fortællingen er engagerede socialister. Pennacchi tager ikke direkte stilling for eller imod, men skildringerne af fascisternes eskalerende galskab ender nærmest i den rene satire. Det er grotesk og stærkt underholdende, og historierne om krig, glødende kærlighed og politiske optrin væver sig ind og ud af hinanden. Det er svært ikke at se beskrivelserne af det politiske liv som en genspejling af det tilsvarende i det moderne Italien. Og man bliver bestemt klogere på, hvad der driver kræfterne i de politiske systemer.

Pennacchi indskriver sig flot i rækken af forfattere, der beskriver de små i samfundet, bl.a. Steinbeck og Brecht. Bogen er befriende fri for moraliseren og politisk propaganda. Det er kort sagt et brag af en familiekrønike.

Antonio Pennacchi ”Mussolinikanalen”, Gyldendal, Oversættelse Thomas Harder, 448 sider, April 2013.