Mens én novelle omhandler køers fordøjelse og landmændenes nærighed, og en anden fortæller om to mænd, der på skift agerer henholdsvis herre og tjener i en stor ejendom, får samlingen et præg af at være fragmenteret. Når novellerne er så korte og forskelligartede, bliver springet fra én historie til den næste derfor indimellem abrupt.

Det har været en blandet fornøjelse at læse Den gæstfri kardinal – og andre fortællinger. Med understregning af fornøjelse. Jeg nød at læse alle novellerne i hver sin enkelthed og særegne virkelighed. Jeg nød at læse forfatterens leg med det simple samt det virkelighedssøgende og virkelighedsfjerne i historierne. Jeg sad dog også tilbage med en følelse af ikke at være helt sikker på, hvad det var, forfatteren ønskede at fortælle med disse, udover at der var en hensigt om at udfordre læseren. Dog skal ret også være ret. Novellerne er hentet fra tre forskellige novellesamlinger, så en overordnet intention fra forfatteren eksisterer derfor ikke for denne udgivelse.

Jeg vil gerne anbefale novellesamlingen til andre, der som mig sætter pris på små, sjove og sære historier. Dem, som nyder at læse noveller og anden kortprosa for såvel underholdningens som udfordringens skyld.

Epaminondas Gonatas: Den gæstfri kardinal – og andre fortællinger. Oversat og på dansk ved Anders Olesen. Forlaget Silkefyret, marts 2021 (org. 1963, 1959 og 1986). 102 sider.

Selvom det er blevet ulovligt, sender Ministeriet stadig hold af fiktionsagenter ind i Strømmen, hvor de kan påvirke og ændre bøgernes forløb. Strømmen er det kreative sted, hvor bøger skabes. Olivia er fiktionsagent og bogholder på sit hold. Men det skal ikke forstås, som at hun er regnskabsfører. Hun er den person på holdet, der holder bogen. Den person, som har overblikket over fiktionen og træffer de rigtige valg for bogens narrative forløb, mens holdet er afsted.

Men noget går galt under en mission, da en dobbeltagent forsøger at hacke Ministeriets database, hvilket ender med at sende Olivias hold ud på faretruende rejser, hvor både zombier og ældgamle guder såvel som Ministeriet forsøger at dræbe dem.

Det krævede dog en tunge lige i munden og lidt tålmodighed, før det blev tydeligt, hvad der foregik. Der er fart på fra side ét af, og det er kun løbende, man får forklaringerne, og de kommer ikke altid i overflod.

Det er tydeligt, at dette bind ikke er skrevet for at blive afsluttet, men for at være første del af en serie. Det er ikke altid, det fungerer lige godt. Her er det dog fint. Cliffhangerne lader til at virke, som de skal – det får vi jo først rigtigt at se, når næste bind udkommer – og vi får også en nogenlunde forløsning på flere af de større handlingsforløb samt et ophold, inden næste runde går i gang.

Bogen får hurtigt en slags meta-status. Tit hører man forfattere sige noget om, at karaktererne i deres bøger nærmest har deres eget liv og fører historien i en retning, forfatteren ikke havde tænkt på forhånd. Og det er jo netop præcist, hvad hele bogens præmis er. At karaktererne i en given bog ændrer historiens forløb og hensigt, efterhånden som handlingen udspiller sig. Historien og karaktererne er levende og har deres egne viljer.

Alene dét giver romanen et boost. Og det er kun med til at vise Boris Hansens brede repertoire og variation som forfatter, når han rækker ind over disse forskellige genrer, fortællemåder og stemninger, og de alle fungerer fint og bidrager til hinanden.

Jeg vil helt bestemt anbefale Den usynlige krig, såvel til unge læsere som til mere garvede læsere udi de fantastiske genrer. Science fiction er godt nok den primære genre, men som nævnt tidligere er der mange genrer med deres respektive genretræk i spil fra tid til anden. Det er ganske vellykket. Og Boris Hansen skriver både levende og beskrivende. Jeg glæder mig til næste bind.

Boris Hansen: Tavse verdener 1: Den usynlige krig. Forlaget Carlsen, maj 2021. 624 sider.

Det bliver ikke nemmere, da en mystisk tåge sniger sig ind over byen den aften, Kamala har sneget sig ud til fest. Hun bliver ramt af tågen, og i en underlig drøm møder hun sine store idoler, Avengers, hvilket resulterer i, at Kamala får superkræfter. Hun kan nu ændre sin krop eller dele af den.

Skæbnen vil, at hun samme aften får chancen for at redde den populære Zoe. Kort efter overværer hun, hvad hun tror er et ægte røveri i hendes lokale kiosk, hvor hendes bedste ven, Bruno, arbejder. Disse to hændelser – sammen med hendes fascination af Avengers – sætter gang i hendes lyst til at bruges hendes kræfter til noget godt. Det får hun også brug for, når hun skal redde Brunos ven, Vick, fra skurken, Inventor.

Alt imens Kamala kæmper mod skurke, lærer sine nye kræfter at kende og døjer med ikke at være som alle andre, må hun også håndtere de konflikter, der opstår på hjemmefronten, hvor det at være superhelt ikke altid harmonere med at være en pligtopfylden og ansvarlig datter.

Ms. Marvel 1 er en glimrende, moderne tegneserie. Der er en klassisk struktur med de sædvanlige teenagedilemmaer tilsat et nutidigt touch med Kamalas pakistanske baggrund, og hvad det medfører af fordomme og restriktioner. Som Marvel altid har været gode til – og som måske endda er blevet endnu tydeligere i de senere år – er denne tegneserie sprængfuld af humor, hvilket kun bidrager positivt til en i forvejen god oplevelse.

Illustrationerne og farvelægningen er godt udført. De er både flotte og levende, og det er tydeligt, at der er kræset for detaljerne. Både når det gælder æstetikken og den underliggende humor.

Anbefales stærkt til alle Marvel- og tegneserieinteresserede uanset alder, og hvilket kendskab man i forvejen har til universet. Det hjælper naturligvis på visse referencer med en vis bevidsthed om dette, men det er absolut ikke en nødvendighed.

G. Willow Wilson, Adrian Alphona og Ian Herring: Ms. Marvel 1: Ikke helt almindelig. På dansk ved Astrid Skov-Jakobsen. Forlaget Fahrenheit, maj 2021. 128 sider.

Det får bagmanden og teknologigiganten Khattab til at investere i at få Teo tilbage på toppen og endnu højere. Men Khattab har andre bagtanker og motiver end noget så simpelt som skyggeboksning.

Teo har haft et turbulent forhold til Lotta. Han har altid været hendes sidste redning, og nu bliver hun det for ham. Lotta er på jagt efter at lægge Khattab ned og bruger alle sine kvaliteter til at gennemføre sine planer. Snart havner de dog begge i kløerne på bagmanden, og mens Teo bliver lovet en plads blandt bokse- og skyggebokselegenderne, hvis han spiller med, øjner Lotta en chance for at slå til mod Khattab. Det er derfor op til Lotta at redde dem, men det kræver en helt særlig og vild plan for at komme fri af Khattabs greb.

Historien i Skaberværk er opbygget af store dele tålmodige beskrivelser og tankestrømme i et tempo, der giver plads til, at man føler det langsommelige og lidt dystre i omgivelserne. Der er få scener, hvor tempoet bliver hurtigt og handlingspræget. Det sker primært mod slutningen og ved boksescenerne, hvor Teo drømmer sig helt væk og mindes sin opvækst og sin far. Det er nemlig boksningen, som vejer absolut tungest i denne roman. Det er omdrejningspunktet for såvel plottet som for Teo.

Derfor opererer science fiction-delen og den cyberpunkede stil også kun som et sideelement, der skal bære boksningen. Den dystopiske verden, handlingen udspiller sig i, får vi også kun en fornemmelse af. Der gemmer sig også en kommentar i Teos mindelser med sin far om maskulinitet og opdragelse, hvor hårdhed og traditioner er tæt forbundne.

Alt i alt er Skaberværk en fin udført roman. Det hjælper dog helt klart på læsningen, hvis man selv har en lille interesse for boksning. En fin bog med lette science fiction-elementer.

Nis Dahm Sperling: Skaberværk. Forlaget Facet, april 2021. 240 sider.

Men Rebekka finder snart ud af, at det ikke kun er hendes fars ånd, der er kommet i kontakt med hende. Et par år tidligere døde Boa, en ung mand, som Børre hjalp, under voldsomme og mystiske omstændigheder, og hverken morderen eller mordvåbnet er blevet fundet.

Rebekka er ikke klar til at give slip. Hun kan mærke sin far omkring sig, og hun ser ham også. Men det er ikke den hyggelige og trygge far, hun ser. Det er en forbrændt og vred far. Rebekka er sikker på, at han er vred på hende over deres sidste møde sammen. Hun sætter sig for at gøre, hvad hun kan for at give sin fars sjæl fred ved at løse mordgåden om Boa og måske Bjørre selv.

Dødens spil er ikke synderligt uhyggelig. Men den har en god spændingskurve og et godt flow. Jeg følte mig underholdt hele vejen, og bogen formåede at holde mig fanget lige til slutningen. Slutningen føles dog delvist mere, som om der i højere grad har været fokus på at lægge op til en toer frem for at afslutte etteren.

En af de stærkeste forcer ved bogen er, at der er flere gode twists undervejs, som gør, at bedst som man tror, at man har luret plottet, så bliver man overrasket over drejningen, og så starter man forfra.

Jeg synes, det er en ganske fin bog. Den holdt mig underholdt og leverede næsten alt det, jeg havde forventet. Men den er uden de store forskrækkelser og neglebidende stemning. Det er ganske passende til de yngre læsere og alle dem, som generelt er glade for gys og spøgelser. Og så er det rart, at den har en tydelig nordisk følelse, som næsten lige så vel kunne være dansk som norsk.

Anne Elvedal: Dødens spil. Oversat og på dansk ved Anne Krogh Hørning. Straarup & Co, juni 2021 (org. 2020). 318 sider.

På den ene side er det en ganske interessant historie, der fortæller om en patriarkalsk, traditionel og religiøs familiestruktur i en landlig egn i Sydamerika, men som også kan trække paralleller til andre lande og områder.

Temaer som skyld og skam, ansvar for mere end én selv, vægten fra troen og familiens rolle som enhed og traditioner er centrale i Arkaisk jordbrug, og ikke mindst er opgøret mod disse. Dette afspejles ligeledes i titlen.

På den anden side er sproget og stilen i teksten utroligt mættet og tungt. Billedsproget er rigt og poetisk, ligesom der er underliggende religiøse og bibelske motiver. Kapitlerne varierer i længder mellem 1 og 30 sider, og samtidig har Nassar en helt særegen omgang med tegnsætning. Han benytte næsten ingen slutpunktummer i hele bogen, på nær når der er kapitelskifte. Det giver en speciel følelse af en konstant og inviterende stream of consciousness, så vi i høj grad føler os inde i fortællerens hoved.

Hvor jeg i en tidligere anmeldelse af Nassars værk, Galdens bæger, var imponeret over og begejstret for Nassars sproglige udfoldelser og lege, så bliver det lidt for meget her i Arkaisk jordbrug. Romanen får altså ikke mine varmeste anbefalinger med på vejen. I hvert fald ikke til alle eller til “gennemsnitslæseren”. Men når det er sagt, så har den nu engang potentiale som et litterært, stort værk, hvor fortælleteknikken og den grammatiske udfoldelse sammen med temaerne går sammen i harmoni.

Det er derfor en roman, der vil være fascinerende for de mere akademisk og sprogligt interesserede, som vil tage sig tid til at læse bogen i det langsomme tempo, den fordrer.

Læs anmeldelsen af Galdens bæger her.

Raduan Nassar: Arkaisk jordbrug. Oversat og på dansk ved Tine Lykke Prado. Jensen & Dalgaard, december 2020 (org. 1975). 214 sider.

Det er til gengæld interessant, hvad ordene de sender mod hinanden, fortæller om samfundet og samtiden. Jo dybere de kommer i skænderiet, jo mere kommer de til at repræsentere forskellige sider og samfundsklasser i samfundet. Flere gange undervejs omtaler manden i sine tanker skænderiet som et forspil mellem dem. Det vil sige, han tillægger skænderiet og det, de diskuterer om, en vis værdi, ligesom der tillægges det, der sker mellem ham og hende i soveværelset, en værdi. Passionen er fællesnævneren, og det er den, som motiverer både politik og sex.

I Galdens bægers lange ordstrøm kan vi udlede nogle kritikker og problematikker. Det primære fokus er på samfundets politiske magtforhold, hvor magten aldrig vil komme til folket, der er dømt til at lide, mens medierne handler efter regeringens agendaer. Samfundsklasserne er ikke til at rokke ved, og de, som har, er ikke interesserede i at rykke nærmere dem, som ikke har.

Og folket som helhed, der selv tror, de taler egne meninger, taler kun det, som magthaverne ønsker. Så den eneste udvej er gennem “rå magt”. Med andre ord er folkets vej væk fra en undertrykkende magt at starte en revolution og bekæmpe dem, som holder folket nede. Hele tiden ligger religion og tro i baggrunden med en allestedsnærværelse.

Det andet interessante er den måde, Nassar bruger sproget på. Der er syv slutpunktummer i bogen – et for hvert kapitel, som varierer fra to til knap tres sider. Selv udråbstegn og spørgsmålstegn indgår i sætningerne uden pauser. Kun tankestreger og tøveprikker bringer lidt pause ind i bogens tempo. Og selv her er det ganske kortvarigt.

Men det er ikke kun for sjov, at Nassar gør dette. For det påvirker nemlig læseoplevelsen på en helt særlig måde. Der skabes en intens stemning og et tempo og en indlevelse, som river læseren med.

Med andre ord gives læseren en følelse af passion. Vi bliver påvirket og draget med, mens sproget og indholdet samarbejder om det overordnede tema: Passion. Det er, som om forfatteren siger til os: Gør alt med passion, eller lad være med at gøre det overhovedet. Passion er stærke følelser, om det så er negative eller positive. Titlen, Galdens bæger, er helt i overensstemmelse hermed og viser os, hvad der sker, når bægeret flyder over.

Man skal synes, det er interessant med disse sproglige lege, hvis man skal kaste sig over Galdens bæger. Hvis man er dér, er det til gengæld en stor læseoplevelse og mesterligt udført. Jeg vil klart anbefale den – men som sagt ikke til enhver.

Raduan Nassar: Galdens bæger. Oversat og på dansk ved Tine Lykke Prado. Jensen & Dalgaard, december 2020 (org. 1978). 93 sider.

Besat er en metatekstuel og stemningsfuldt illustreret højtlæsningsbog for større børn. Historien begynder med en magiske remse, som lukker heksen ud af sit indespærre. Heksen tiltaler straks barnet, der får læst bogen højt, og fortæller om, hvordan hun er sluppet ud, og hvor meget hun glæder sig til at spise kogte børn.

Der går ikke længe, før vagterne kommer ud gennem samme revne som heksen og trylleremsen for at fange hende. Men heksen undslipper og kommer ud gennem bogen takket være en ny trylleremse. Og kort forinden når hun at advare barnet om, at hun har forhekset den voksne, som læser historien højt, og at barnet derfor skal passe på og ikke stole på vedkommende.

Illustrationerne er både flotte og stemningsfulde. Der er lagt vægt på både uhygge og klamhed, at barnet skal skræmmes, og det fungerer ganske fint.

Alt i alt er der ingredienser til en god gyserfortælling. Jeg læste den for min yngste på seks år, og hun kunne godt lide historien, men syntes dog ikke, at den var meget uhyggelig. Det var måske mere mig selv, der syntes, at stemningen ramte. For det er en ganske interessant struktur med det metatekstuelle forsøg på skabe en illusion af virkelighed samtidig med de uhyggelige illustrationer, som kommer som en slags såkaldte jump scares, som vi kender fra film med pludselige nærbilleder af et uhyggeligt heksehoved. Det kan vel være, min datter er lidt hærdet, og andre børn finder historien mere uhyggelig.

Jeg vil anbefale Besat som højtlæsningsbog til de børn, som godt kan lide uhyggen eller det klamme. Jeg forventer, at nogle yngre børn vil synes, den er for ulækker eller skræmmende. Men bogen sætter også begrænsninger for sig selv som højtlæsningsbog, eftersom plottet kræver en voksen, der læser bogen op for barnet.

Dennis Gade Kofod (tekst) og Kristian Eskild Jensen (illustrationer): Besat. Jensen & Dalgaard, juni 2021. 40 sider.

Byen, som i øvrigt er omgivet af en kæmpe mur, er fuld af fattigdom og slum. Styret er altdominerende, og der er intet privatliv. Det er for os i den sikre del af verden så utopisk og dystopisk, når vi ser individer berøvet deres frihed, deres privatliv og deres individualitet. Ingen har en fri vilje. Alle taler samme sprog. Alt er A. Og hvis alt er A, er der ikke plads til B. Når nogen forsøger at bryde fri, er det en hård og hemmelig indsats, og prisen er stor, hvis man bliver fanget. Vi ser mod slutningen kontrasten i den farve- og bogstavsrige omverden, hvortil det lykkes hovedperson at flygte.

Det lyder genkendeligt. For det er historie. Det er Europas og hele verdens historie for under 70 år siden. Og for nogen er det stadig virkelighed og nutid. Derfor er det også en vigtig og interessant bog, for den kan netop informere og oplyse de større børn og unge mennesker om fortidens uretfærdigheder, men også om de uretfærdigheder, der stadig foregår i dag.

Stregen er udtryksfuld og levende med en stil, som fanger det dystre og negative. Men der er også håb at spore. Der er så mange detaljer, som forstærker helhedsindtrykket og budskabet. Alt, der skal til, er, at én siger B, når alle andre siger A.

Min søn på 12 år havde en blandet oplevelse, da han læste den, men var overvejende positiv over for bogen. Han kunne ikke helt relatere til indholdet, men fangede budskabet og kunne godt lide tegnestilen.

Alt i alt er det en flot og interessant graphic novel, som er ganske velegnet til unge og i undervisningen. A vil ligeledes egne sig som samtalebog og fælleslæsning mellem store børn og voksne.

Pavel Cech: A. Forlaget Torgard, april 2021. 64 sider.

Ignis, Agni og Fia er ildgøglere og rejser rundt mellem øerne for at underholde og overleve. Khalil er innovant-aspirant, hvilket vil sige, at han går i skole, bor i tryghed, er velernæret og er koblet på det mentale net. Men der er noget, som hjemsøger ham. Minder om brændende mennesker, bølger og kaos kommer til ham som drømme, og han drages langsomt ud mod kystghettoen efter svar. Her krydses Ignis’ og Khalils veje første gang, og de bliver straks begge klar over, at de er forbudne på en særlig måde. Men hvordan skal det gå, når Khalil bærer Flammens undertrykkende symbol, og Ignis er hemmelig agent for Bølgen?

På en og samme tid er Den røde drage en YA-roman med de sædvanlige teenageproblematikker som popularitet og kærlighed og en vægtig dystopi med samfundskritiske temaer.

Det er dog tydeligt, at det er sidstnævnte, som vejer tungest. Der er et stort fokus på raceproblematikker og klasseskel, altså adskillelse og splittelse inden for et samfund. Og på samme tid sætter denne verden fællesskabet over individualitet. Men kun så længe fællesskabet udelukkende inkluderer den klasse og race, som udsteder lovene. Det er “os” og “dem”.

Samtidig fornemmer man en vis kritik, eller løftet pegefinger, mod vores virtuelle hverdag. Her er det nemt at blive opslugt af en teknologisk ensporethed, som får individualitet og naturlig kreativitet til at lide, når skærmen fylder så meget i vores hverdag. Vi er altid online og tilgængelige, og med al den data, der er til rådighed for os, kan det nemt påvirke vores hukommelse og kognitive funktioner.

Jeg har været ganske begejstret for Sidsel Sander Mittet, siden jeg læste hendes Bjergtaget-serie. Hun skriver med et let sprog og et flow, som får læseren til at sluge bøgerne på kort tid, og samtidig leverer hun interessante budskaber. Stemningen er dyster, og det harmonerer fint med de tunge temaer. Slutningen er dog lidt antiklimatisk og slutter med en stor cliffhanger, hvor vi egentlig ikke har en tydelig ide om, hvilken retning næste bind vil tage.

Den røde drage egner sig særdeles godt til læsere fra 14 år og op. En klar anbefaling herfra.

Læs også anmeldelserne af Bjergtaget-serien: første bind, andet bind og tredje bind.

Sidsel Sander Mittet: Flammen & Bølgen 1 – Den røde drage. Forlaget Facet, marts 2021. 368 sider.