// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Natsue Sōseki: Vi er en kat – del 1
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Natsue Sōseki: Vi er en kat – del 1

Skrevet af den 22. januar 2026 – 05:09Ingen kommentarer

Natsume Sōseki (1867–1916) er en af Japans største litterære skikkelser, og hans klassiske romaner, der ofte kombinerer japanske traditioner med vestlige litterære strømninger, regnes for hovedværker i japansk litteratur. Han fik sit store gennembrud i 1905–06 med føljetonen Vi er en kat, der udkom i elleve dele i det litterære tidsskrift Hototogisu.

Nu er første del af den finurlige føljeton udkommet på dansk, og stort hurra for det. Vi er en kat, er en virkelig morsom og satirisk fortælling fortalt fra en navnløs kats perspektiv, som med knivskarpe kløer udstiller alt fra menneskelig forfængelighed til samfundets absurditeter.

Katten omtaler sig selv i majestætisk flertal – ikke af ironi, men af overbevisning, deraf bogens titel. Samtidig viser det, at Natsume Sōseki, også har en ironisk distance til det skarpe dyr. Og det giver humoren et dobbelt tvist.

Katten flytter ind hos en lærer i Tokyo omkring år 1900, og herfra foldes sand satirisk observationskunst ud. Katten iagttager husets beboere med en blanding af foragt, nysgerrighed og knastør humor. Især husets herre, der angiveligt studerer dagen lang, men i praksis mestrer middagsluren til perfektion, får sin velfortjente del af kattens kløer. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når katten køligt konstaterer, at hvis dét er kriteriet for at være lærer, kunne selv katte være kvalificeret.

Bogens store styrke ligger i perspektivskiftet. Ved at lade et dyr – og ovenikøbet et selvhøjtideligt og lettere arrogant et af slagsen – være fortæller, blotlægges menneskets smålighed, forfængelighed og dovenskab med dyrets distance. Katten undrer sig over, at mennesker, som anser sig selv for civiliserede, hverken følger klare regler for god opførsel eller formår at handle konsekvent. Dommen falder tørt og ubønhørligt: Der findes næppe noget mere umenneskeligt end et menneske.

Satiren er skarp, men aldrig ondskabsfuld. Sōseki skriver med et kæmpe glimt i øjet og stor kærlighed til sine figurer – også når de udstilles. Katten selv er langt fra fejlfri: Den finder tanken om at fange rotter frastødende og foretrækker i stedet for intellektuelle samtaler med nabolagets katte.

Vi er en kat er både en kulturhistorisk skildring af det moderne Japan i sin spæde begyndelse og en tidløs satire over menneskelig adfærd. Den er fuld af små anekdoter, filosofiske betragtninger og hverdagsobservationer, der stadig rammer plet. Man læser ikke mange sider uden at få et smil på læben – ofte ledsaget af den ubehagelige fornemmelse af at være genkendt.

Vi er en kat er kort sagt en lille bog, man smiler sig igennem. Og jeg glæder mig som et lille barn til del 2 udkommer. Det gør den efter sigende i foråret 2026.

Natsume Sōseki, Vi er en kat – del 1, Forlaget Kokon, oversat fra japansk af Nicolai Lerche, 32 siders hæfte, udkom den 5. december 2025.

Der er lukket for kommentarer.