// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser pĂĄ nettet » Haruki Murakami: Tony Takitani
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Graphic novel, Noveller

Haruki Murakami: Tony Takitani

Skrevet af den 10. december 2025 – 05:31Ingen kommentarer

Haruki Murakami er en mester i at finde de store skred i de små forskydninger, og Tony Takitani er et næsten skoleeksempel på hans særlige, stille form for finurlig fortællekunst. Nærværende novelle – nu i dansk udgave med den dansk/polske kunstner Kamila Slocinskas fine illustrationer – er på overfladen en enkel historie om et ordensmenneske, der mister sin kone og efterlades i et rum af stilhed. Men som altid hos Murakami er det netop i denne stilhed, at fortællingen åbner sig.

Tony Takitani vokser op uden egentlig fornemmelse af tilhørsforhold; hans japansk-amerikanske navn placerer ham en anelse ved siden af verden. Da han forelsker sig, sker det stille, som en undtagelse fra den regelmæssige rytme. Ægteskabet får en skæv drejning, da konens besættelse af tøj udvikler sig til en form for emotionel ventil: en moderne trøst, der viser, hvor meget vi lægger af os selv i det materielle.

Når Murakami fortæller om tabet, gør han det uden at dramatisere. Netop fraværet af patos skaber og skærper intensiteten. Han antyder, snarere end forklarer; tragedien ligger i pauserne og i det, der ikke bliver sagt. Det er denne evne til at lade indre liv tone frem i de menneskelige mellemrum, der gør hans univers så vedkommende, og som giver fortællingen en efterklang langt større end dens korte format.

Her spiller illustrationerne også en vigtig rolle. Slocinskas billeder er ikke blot udsmykning, men stille rum, der giver læseren mulighed for at dvæle ved den emotionelle tomhed, teksten kun antyder. De fungerer som en visuel forlængelse af Murakamis egen måde at skrive på. Her bliver én plus én magisk til tre, og det giver stor mening, at teksten er illustreret.

Tony Takitani er et lille mesterværk – lavmælt, præcist og uafrysteligt. Det viser i koncentreret form, hvorfor Murakami fortsat fascinerer: hans evne til at gøre det tilsyneladende udramatiske dybt menneskeligt og det menneskelige langtidsholdbart.

Novellen har tidligere været filmatiseret, ligesom flere andre af Murakamis noveller og romaner.

Værket er oversat af den altid fremragende Mette Holm, som vi skylder en stort tak for at kunne læse mange japanske værker på dansk.

Haruki Murakami, Tony Takitani, Oversat af Mette Holm, Illustreret af Kamila Slocinska, Klim, 95 sider, oktober 2025

Der er lukket for kommentarer.