// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » William Faulkner: Da jeg lå for døden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

William Faulkner: Da jeg lå for døden

Skrevet af den 19. januar 2026 – 06:28Ingen kommentarer

Nobelprismodtageren William Faulkner spillede en central rolle i litteraturen fra de amerikanske sydstater. Hans forfatterskab udfordrer læseren med både fortælletekniske eksperimenter og tematisk vovemod. Kronologien i værkerne er ofte brudt, man kan ikke uden videre stole på fortællerstemmerne, og bevidsthedsstrømme træder ofte i stedet for klare forklaringer. Med andre ord: Faulkners værker er et uhyre interessant bekendtskab.

Det gælder også nærværende roman, som på ægte Faulknervis ikke bare fortæller en historie, men sprænger selve forestillingen om, hvad en historie er. Det er en modernistisk hovedbedrift, hvor sorg, sprog og bevidsthed opløses i et flerstemmigt kor af erfaringer. Bogen, som regnes for William Faulkners hovedværk, udkommer nu i nyoversættelse af Juliane Wammen i Turbines fremragende klassiker-serie – og tusind tak for det.

Romanen følger Bundren-familiens rejse gennem Mississippi for at begrave deres mor, Addie, i hendes fødeby. Handlingen er på sin vis enkel, men Faulkner fortæller den gennem 59 korte kapitler fordelt på 15 jeg-fortællere – herunder den døde selv. Sandheden bliver fragmenteret, subjektiv og ofte selvmodsigende, og læseren må selv samle meningen af stemmernes brudstykker.

Sproget bevæger sig fra det barnligt naive til det filosofisk fortættede. Ét kapitel består af én sætning, et andet af et barns famlende verdensforståelse. Faulkner insisterer på, at menneskelig erfaring ikke kan rummes i én stemme eller én fortælling.

Bag den formelle radikalitet ligger en dybt menneskelig roman. Bundren-familien er stædig, smålig og forvirret – og netop derfor så genkendelig. Spændingen mellem pligt og egoisme gennemtrænger bogen: Hvem handler af kærlighed, og hvem udnytter døden til egne formål? En universel konflikt, der giver bogen tænder, der bidder virkelig hårdt.

Selv næsten hundrede år efter udgivelsen fremstår Da jeg lå for døden bemærkelsesværdigt aktuel. I en tid præget af splittede fortællinger, usikre sandheder og individuelle stemmer, der konkurrerer om at definere virkeligheden, taler Faulkners polyfone roman direkte ind i nutiden. Dens insisteren på subjektiv erfaring, dens mistillid til autoriteter og dens skarpe blik for, hvordan mennesker iscenesætter sig selv gennem fortællinger, gør den til mere end et modernistisk monument: den er en stadig levende undersøgelse af, hvad det vil sige at forstå – og misforstå – hinanden.

William Faulkner (1897-1962) modtog Nobelprisen i Litteratur i 1949. Hvis du har Faulkner til gode, så skynd dig til nærmeste boghandler eller bibliotek og få fat i en af disse litterære godbider. Da jeg lå for døden et godt sted at starte.

William Faulkner, Da jeg lå for døden, Turbine, 242 sider, udkom den 17. oktober 2025, Oversat af Juliane Wammen

Der er lukket for kommentarer.