// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » José Eustasio Rivera: Malstrømmen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

José Eustasio Rivera: Malstrømmen

Skrevet af den 10. september 2025 – 05:39Ingen kommentarer

Hvis man holder af sydamerikansk litteratur, er det værd at holde øje med det spændende forlag Aurora Boreal, der i 2015 begyndte at oversætte bøger fra spansktalende forfattere til dansk. Bogblogger har anmeldt flere af deres bøger med stor begejstring.

Her er det romanen Malstrømmen fra 1924, der betegnes som en klassiker i colombiansk litteratur, og som er en af de mest berømte latinamerikanske romaner fra det 20. århundrede. Og det forstår man godt. Den kan allerbedst betegnes som noget så sjældent som en poetisk actionroman. Og da jeg holder af både poesi og action, var det med spænding, at jeg gik i gang med at læse denne ikoniske roman, der stadig læses og studeres i Columbia og i hele den spansktalende verden, hvor den er blevet det ultimative eksempel på “jungleromanen”.

Malstrømmen er en voldsom og brutal fortælling om menneskets kamp mod naturen, mod undertrykkelse og mod sig selv. Romanen følger forfatteren og juristen Arturo Cova, som sammen med sin elskerinde Adriana flygter fra Bogotá og ud i Colombias enorme og kaotiske jungler. Men det, der starter som en romantisk og frihedssøgende flugt, bliver hurtigt en rejse ind i en eksistentiel og fysisk malstrøm – deraf bogens titel.

Naturen beskrives med en gribende intensitet. Regnskoven er ikke bare et bagtæppe, men en altopslugende og farlig medspiller. Læseren overvældes af farver, lyde, dyr, fugt, fare – det hele formidlet gennem et sprog, der veksler mellem det romantiske, det ekspressionistiske – og det stærkt poetiske.

Naturen i Malstrømmen ikke kan kontrolleres. Den fortærer både mennesker, håb og civilisationsforsøg – og bliver et spejl for karakterernes indre konflikter og nedbrydning. Og samfundets ditto.

Ud over at være en natur- og overlevelseshistorie leverer Malstrømmen nemlig også en skarp samfundskritik. Rivera var jurist og kendte til de brutale forhold i Colombias gummiproduktion. I romanen skildrer han, hvordan både lokale og indfødte arbejdere blev udnyttet og mishandlet af udenlandske selskaber og lokale magthavere. Således bliver bogen også en anklage mod imperialisme, økonomisk udbytning og den systematiske vold, som blev en del af den latinamerikanske modernisering.

Malstrømmen regnes som en forløber for den magiske realisme, der senere skulle kendetegne latinamerikansk litteratur. Dens sammensmeltning af politisk kritik, naturmystik og psykologisk drama inspirerede forfattere som Gabriel García Márquez og Mario Vargas Llosa.

Men i modsætning til førnævnte forfattere, er Riveras realisme mere rå og ubønhørlig. Der er ingen magi i junglen – kun blod, sved og forfald, og værket skriver sig hele vejen ind i både menneskets og naturens mørkeste afkroge, og bliver både et opråb og en advarsel. Det er en litterær kraftpræstation. Et uafrysteligt mesterværk, som sætter sig tungt i sin læser. Stor tak til Aurora Boreal for at gøre den tilgængelig på dansk.

José Eustasio Rivera, Malstrømmen, Forlaget Aurora Boreal, 367 sider, oversat af Paul Klitnæs, udkom den 2. september 2024.

Der er lukket for kommentarer.