Den japanske forfatter Sayaka Murata fik sit helt store gennembrud med den internationale bestseller Døgnkioskmennesket, som hendes deltidsarbejde i en døgnkiosk i Tokyo gav hende ideen til. Som de øvrige millioner af læsere, var jeg vild med bogen, der undersøgte, hvordan individet formes og deformeres af samfundets normer.

Muratas værker er kendte for at bryde nogle af japans største kulturelle tabuer, og det gør nærværende roman også. En svindende verden er en foruroligende og mærkeligt sanselig roman om et samfund, der har gjort sig umage for at afskaffe alt det såkaldt uordentlige, det sanselige og kropslige – og dermed også noget afgørende menneskeligt.

Den dystopiske roman udspiller sig i en nær fremtid, hvor seksualitet og reproduktion er adskilt. Børn bliver til gennem regulerede, teknologiske processer, ægteskaber er udelukkende sociale konstruktioner, og intimitet er noget, man administrerer med hård hånd. Vi følger en kvinde, der uden modstand lever efter disse normer. Hun er selv blevet til på den gamle, traditionelle måde, men lever i et system, hvor den form for oprindelse næsten er blevet anakronistisk.

Det afgørende – og dybt fascinerende – er, at hun langt fra er kropsligt neutral, som det ellers er normen. Hendes indre liv er fyldt med fiktive elskere, fantasier og begær. Kroppen er varm, pulserende, levende, også selv om samfundet omkring hende har gjort sit yderste for at køle den ned. Murata insisterer på dette paradoks: at lysten ikke forsvinder, bare fordi den ikke længere har et legitimt sted at gå hen.

Sproget er karakteristisk enkelt, næsten tørt, men alligevel er vi aldrig i tvivl om hendes ærinde. Murata forklarer ikke, hun nærmere diagnosticerer. Hun beskriver verden, som den er blevet, med en underløbende uro, der gør det umuligt for læseren at læne sig tilbage. Det er ikke det ekstreme, der chokerer, men den måde, det ekstreme er blevet normalt på, som får hårene til at rejse sig.

En svindende verden er en dystopi uden oprør, men fuld af spænding. En roman om tilpasningens pris og om et samfund, der i ønsket om orden og konfliktfrihed langsomt afkobler sig fra kroppen. Murata skriver med en sjælden præcision om det menneske, der stadig mærker, selv når der ikke længere er plads til at mærke noget.

Romanen kan læses som en skarp kommentar til det moderne japanske samfund, hvor flere og flere fravælger parforhold og børn, og hvor fødselstallene falder drastisk. Murata overdriver denne udvikling til det ekstreme og undersøger, hvad der sker, hvis intimitet og reproduktion løsriver sig helt fra kærlighed og krop. På den måde bliver En svindende verden en uhyggelig fremtidsvision.

Værket bliver siddende i kroppen længe efter, man har lagt den fra sig. Måske netop fordi det ikke moraliserer, men undersøger, hvor let det, der engang var utænkeligt, kan komme til at fremstå gysende normalt. Ligesom det ses i flere af nutidens samfund. En sand gyser!

Sayaka Murata, En svindende verden, Grif, 240 sider, oversat fremragende af Mette Holm, udkom den 7. november 2025.