// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Smærup Sørensen: Mor. En fortælling
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jens Smærup Sørensen: Mor. En fortælling

Skrevet af den 7. november 2025 – 05:16Ingen kommentarer

Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt Jens Smærup Sørensen er en af vor tids største forfattere, så er man det ikke længere, når man har læst hans seneste roman MOR.

Som en blid, men brusende symfoni folder Smærup fortællingen om sin mor ud – et kærligt portræt af en kvinde fra landet. Hendes barndom, ungdom og det voksne liv – og selvfølgelig hendes forhold til sønnen. Det nære portræt spejles mesterligt i det omkringliggende samfund, og fortællingen løftes og bliver en gribende og spændende fortælling om kvindeliv i det 20. århundrede.

Men først og fremmest er det et stærkt poetisk portræt af en kvinde, der troede, at jorden var flad, men som kunne drive en husholdning – og i øvrigt troede på uddannelse. En kvinde, der oplevede megen modgang, men som formåede at kæmpe sig tilbage efter brast kærlighed, som dengang var forbundet med stor skam. En kvinde, der bevarede sit lys i mørket, og den kærlighed til verden, der bliver så vigtig for hendes søn.

Sproget er typisk for Smærup Sørensen – præcist, poetisk, med en helt særlig evne til både at vise både det grove og det stille. Det store og det små. For eksempel her, hvor hun som har fået job som tjenestepige hos en urmager:

“Bare med børnene ville hun næsten have haft nok (…), men så var der også kakkelovne og grovkøkken og vaskebræt og strygejern og gryder og skrubbebørster og spande med kul og aske og skrald og masser af gæster samt tepotter og et pølsehorn og bollesprøjte der skulle betjenes.”

Ved bruge opremsningen som stilistisk greb, får beskrivelsen næsten en dokumentarisk tyngde, der sammen med allitterationen (gentagelsen af bogstaver), giver sproget en rytme, der gør portrættet af moren meget nærværende, fordi vi forestiller os, ja vi nærmest ser moren begå alle disse handlinger for vores indre blik. I stedet for at fortælle viser Smærup os hans mors gøremål. Og det er meget stærkt.

Opremsningen som sprogligt greb ses flere steder, når moren portrætteres. Mesterligt manes en rytme frem, der giver teksten en sælsom følelsesmæssig dybde. Fermt kombinerer Smærup det jordnære med det større og universelle. Dermed karakteriseres moren som et enkelt menneske med et stort væsen. Og det går lige i hjertekulen.

MOR er en mageløs fortælling, hvor Smærup maner moren frem så hun står spillevende og autentisk med sine drømme, begrænsninger – og sit særlige lys. Sproget, der spejler kærlighed, respekt og længsel har en helt særlig varme, der formår at lune selv den køligste læser. Det er ganske enkelt mesterligt.

Jens Smærup Sørensen, MOR – en fortælling, Grif, 172 sider, udkom den 17. september 2025.

Der er lukket for kommentarer.