“Mit første hjem står plantet i jord tilsølet af krig. Det runger af landminer, som eksploderer, og amerikanske missiler. Det runger af blødende sår. Det runger af fjerne skud og høj børnedødelighed.”

Hvis man fordyber sig i Aaiún Nins værker og historie bliver man overvældet af dyb sorg og stærk indignation.

Nin er født i 1991 i Luanda i Angola, og bruger som mange andre queers de kønsneutrale pronominer de/dem. Nin måtte flygte fra Angola, fordi de er lesbisk og frygtede forfølgelse. De boede i Danmark, men blev udvist i 2021, fordi de havde fået afslag på deres asylsag.

Jeg anmeldte med stor begejstring På min huds sorthed, som er Nins vigtige debutværk. Et stærkt, sårbart og dybt sanseligt manifest over den sorte (queer) kvindes kamp for menneskeliggørelse. Nins seneste digtsamling SE! lægger sig på mange måder i forlængelse af debutværket.

Poesien bliver til et gribende kampråb, der spørger hvad et hjem er, hvad et liv er, hvad en kvindekrop er. Hvad vold og vanvid er. Lige dele smerte og skønhed flår næsten læserens hjerte i stykker. En sætning som denne er så smuk og så stærk – og samtidig brænder den sig ind i vores hud – i vores bevidsthed, og vil ikke slippe igen:

“Mit første hjem havde smuldrende vægge, som blev holdt sammen af graviolatræets rødder. Nu bor der kun spøgelser.”

“SE” insisterer på, at vi ikke vender os væk – men konfronterer spøgelserne. Det er barsk læsning, det er vigtig læsning, og det er et værk, der åbner vores øjne på vid gab og får os til at se vold, nedgørelse og diskrimination i øjnene – og selvom det ikke er a walk in the park. Værket skriver sig direkte ind i min kanon over poetiske opråb, der bør læses af alle.

Aaiún Nin, SE!, Gads Forlag, 120 sider, oversat af Mette Moestrup, udgivet den 15. august 2025.