// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bruno Schulz: Kanelbutikkerne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne

Skrevet af den 16. september 2025 – 05:20Ingen kommentarer

Bruno Schulz’ Kanelbutikkerne er et enestående værk i europæisk litteratur – en sælsom blanding af barndomserindringer, mystik og surrealistisk magi. Den er intet mindre end et mesterværk, skrevet af en forfatter, der desværre blev dræbt alt for tidligt under Holocaust, men som efterlod et værk, der fortsat fascinerer og fortryller. Værket udkom i 1934, og genoversættes nu til dansk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Kanelbutikkerne består af 15 løst forbundne prosastykker, hvori fortællerens barndomsverden forvandles til en kalejdoskopisk og særegen surrealistisk virkelighed. Fortælleren – en dreng, hvis oplevelser og forestillinger udgør værkets kerne – beskriver en forsvunden tid i en navnløs, drømmelignende by, der menes at være inspireret af Schulz’ egen hjemby, Drohobycz i det nuværende Ukraine.

Det, der først og fremmest gør Kanelbutikkerne unik, er det uovertrufne og uendeligt smukke, dybt sanselige sprog. Schulz’ beskrivelser er fortættede, billedrige og fulde af metaforer. Virtuost forvandles både almindelige og svære dagligdags hændelser til noget mytisk og fantastisk – f.eks. udtrykkes faderens skrantende psykiske tilstand gennem finurlige forvandlinger, hvor han antager form af fugle eller opløses i støv og visioner. Således giver sproget os muligheden for at flygte fra virkeligheden. Og metamorfosen bliver næsten Kafkask.

Sproget er hypnotisk og inderligt smukt. Det skaber en sælsom følelse af at svæve mellem drøm og virkelighed, mellem det sansede og det forestillede. Og når man lægger værket fra sig, svæver man stadig.

Bag de overvældende sansninger og billedrige beskrivelser ligger de alvorlige og eksistentielle temaer på lur: barndommens tab, den uundgåelige opløsning af virkelighedens faste rammer, og en verden i forfald. Faderen står som et stærkt symbol på opløsning, en slags tragisk væsen i en verden, der ikke længere kan forstås rationelt.

Kanelbutikkerne er ikke en bog, man skal læse – den skal opleves og indtages, sanses, smages, lugtes. Og det er ganske enkelt vidunderligt at give sig hen til dens helt særlige drømmeagtige logik.

Læs den, hvis du holder af det gådefulde i litteraturen. Og hvis du søger et sandt mesterværk.

Bruno Schulz (1892-1942) var en polsk jødisk maler, forfatter og grafiker. Han blev født og boede hele sit liv i Drohubytj. I 1942 blev han myrdet af en tysk SS-officer, da han var ude for at købe brød. Hans skønlitterære produktion var meget lille, Kanelbutikkerne er hans ubestridte hovedværk.

Bruno Schulz, Kanelbutikkerne, Turbine, 182 sider, udgivet den 7. august 2025.

Der er lukket for kommentarer.