Jørgen Leths digtsamling Zombie, er noget af det stærkeste og mest vemodige, jeg længe har læst. Virtuost skriver Leth sine digte på tærsklen af livets slutning, og der lægges ikke antydningen af et rosenrødt filter indover, hvor ondt det gør i sjælen, snart at skulle sige farvel. Til alt. For evigt.

En zombie er en leverende død. Vi kender dem især fra populærkulturens TV-serier og film som fx “The Walking Dead” og “Night of the Living Dead”, hvor de halvdøde pjaltede skikkelser stavrer afsted med udslukte, døde øjne. Men zombie-myten har rødder i gamle overbevisninger og traditioner, der rækker langt ind i Jørgen Leths elskede Tahiti, hvor zombierne siges at have en symbolsk betydning for slaverne, der længtes efter et liv efter døden.

Som den uhyggelige titel antyder, er det en sand gyser at blive gammel. Helbredet svigter, man marginaliseres mere og mere. Man kan ikke byde ind med, det man gerne vil. Frygten for livets slutning er til at tage og føle på. Digtene er dystre, deliriske, og til tider vilde og blodrige. Mesterligt beskriver de det kropslige forfald og svigt, vemodet, afmagten og sorgen. Fx i digtet ‘Går videre, skælver’:

“Den grove hud på hånden / Har den konsistens / Den vil have / Det er en kendsgerning / Jeg ser ansigtet i spejlet / Går videre / Skælver / Ryster / Huden falder af / Jeg ved ikke hvorfor / Søger egentlig ingen forklaring / Jeg ved ikke hvad der foregår.”

Grænsen mellem liv og død synes allerede ophævet, hvilket den gennemgående raffinerede zombie-metafor understreger. Leth føler sig som en levende død, og det er meget smertelig læsning. Samtidig rummer digtene (heldigvis) også en vis afklaring.

Jeg er fuldstændig blæst bagover af Leths evne til at lægge al forfængelighed fra sig, og vise læseren den allermest skrøbelige side af sig selv – den syge, den aldrende, den døende. Den afmægtige og resignerende. Den som vores samfundsstruktur, hverken har plads til eller brug for. Digtene er almengyldige, fordi vi alle skal dø, og derfor rammer de læseren med en kanonkugle.

Hold nu op, hvor er det en både modig og fremragende digtsamling, som måske bliver den sidste fra denne så højt begavede forfatters hånd. Vemodet vil ingen ende tage. Jeg bøjer mig i støvet.

Jørgen Leth lider blandt andet af sygdommen syhydrocephalus, som betyder, at der ophober sig væske i hans hjerne. Det fører til svimmelhed og fald. Leth har også haft flere blodpropper.

Jørgen Leth, Zombie, Gyldendal, 64 sider, udkom den 13. juni 2025.