“Efter ulykken på atomkraftværket blev vi alle udsat for et væld af billeder og videoer. Folk i beskyttelsesdragter. Ruiner overvokset med ukrudt. Husdyr, der døde af sult, forladte haver, der blev overtaget af skoven. (…) Jeg så dem og fik ondt i hjertet. (…) Men jeg bemærkede også noget andet. Jeg bemærkede, at man ikke kan se strålerne.”

‘Trinity, Trinity, Trinity’, er en af den slags romaner, der mejsler sig ind i bevidstheden. Helt derind, hvor vores undertrykte frygt prøver at gemme sig. Det er både en unik og mega uhyggelig thriller om atomkraftens og radioaktivitetens virkning på sind og krop.

Bogen skriver sig direkte og nådesløst ned i det traume, som atombomberne over Hiroshima og Nagasaki for altid har givet det japanske folk. Det samme har den forfærdelige nedsmeltning af Fukushima-værket i 2011, hvor eksplosionerne medførte spredning af radioaktivt nedfald i hele området omkring kraftværket, som der netop refereres til i citatet ovenfor. Oprydningsarbejdet var gigantisk, og ulykken blev betragtet som den værste kernekraftulykke siden Tjernobyl.

Disse ulyksalige hændelser danner et grufuldt bagtæppe for bogens handling, der udspiller sig over blot en enkelt dag. Nemlig dagen for åbningen af OL i Tokyo, hvor alting sitrer af spænding. Hvor alle er på tæerne. En mystisk sygdom, kaldet Trinity spreder sig blandt landets ældre. Sten og mennesker slår ofte ud på geigertællere. Vi følger tre generationer af kvinder, der hver især forsøger at begå sig i denne dystopiske verden. De prøver at forstå fortidens, nutidens og fremtidens konsekvenser af både atomkraft, og den i bogen allestedsnærværende usynlige stråling, der løber som et rædselsvækkende fælles narrativ gennem moderne japansk historie.

I bogens prolog møder vi den ældste generation, jegfortællerens mor, der vågner med totalt hukommelsestab. Hun ved ikke, hvor hun er, eller hvem hun er, og kan hverken kende sin datter eller sit barnebarn. Hun er en af de mange ældre, der lider af den demenslignende sygdom Trinity. Bogens jeg-fortæller er ensom, udkørt, sover dårligt og søger nærvær og sex i chatrooms. Da hendes mor falder, og skal på hospitalet, må familien aflyse deres OL-festligheder. Med andre ord – fortidens synder indhenter nutiden.

‘Trinity, trinity, Trinity’ er en fuldstændig fabelagtig bog, der formår at formidle et kollektivt angstanfald. Den spejler mesterligt personlige minder med både globale og historiske ditto, og undersøger både tid, hukommelse og liv i lyset af de usynlige spor på krop og sjæl. Strålingen og dens påvirkning af mennesker som det konstante omdrejningspunkt, ligger hele tiden mellem linjerne som en uhyggelig destruktiv puls, der langsomt, men sikkert manifesterer sig i læseren.

Raffineret kombinerer Kobayashi fakta med fiktion, og skaber dermed en uhyggeligt troværdig fortælling, der bliver desto mere skræmmende. Især set i lyset af verdens tilstand. De filosofiske og historiske lag perspektiver et moderne Tokyo, der – forgæves – forsøger at løsrive sig fra historiens tunge åg.

Desuden er bogen bragende smuk med sin lilla forside med den løftede pegefinger. Bogens kanter, og det indvendige af omslaget er sprayet neongrønt præcis som farven på det radium, nogle af de ældre Trinity-syge borgere spiser. Det er gennemført og gennemarbejdet. Det er gudsbenådet godt og bragende begavet. Så skal du læse en enestående thriller ved strandkanten i år, så vælg ‘Trinity, Trinity, Trinity’, der fører dig hele vejen til et sitrende Tokyo. Hvis du altså tør.

Erika Kobayashi, Trinity, Trinity, Trinity, Forlaget Korridor, udkom den 16. juni 2025. Blændende oversat fra japansk til dansk af Mette Holm.