Bag på Katrine Marie Guldagers genistreg af en bog “Nyambes Kano”, står der: “Nogle gange ved man ikke, hvad man skal tro. Hvorfor vil fisk fra Kashiba altid forblive rå? Hvorfor er træet ved Mwanambinyis grav usynligt for hvide mennesker? Og er det virkelig muligt at stige til himmels på et spindelvæv?”

Den beskrivelse rammer helt i plet i min læsning at bogens fortællinger. Altså at man ikke ved, hvad man skal tro. Bogens 17 små historier er fascinerende og gribende læsning, spændende og eksotiske med mytologiske træk. Samtidig er de forunderligt nærværende og vedkommende, da mange af teksterne handler om almenmenneskelige følelser. Dog beskrevet noget mere temperamentsfuldt end vi måske normalt er vant til. For eksempel i novellen “Gedefolket”, hvor sønnen hugger hovedet af sin far. Faderens hoved ruller ned i en sø, og fra den tid er søen forbandet, og fiskene kan ikke blive møre.

Novellerne er alle inspireret af Guldagers personlige oplevelser fra da hun som barn boede i Afrika, og fra hendes genbesøg som voksen. Som altid, når man sidder med et værk af Guldager, bemærker man, hvor velskrevne teksterne er. Det interessante greb er her, at forfatteren forholder sig beskrivende, næsten objektivt til den afrikanske mytologi – der hverken dømmes eller fordømmes. Det gælder også i den første fortælling “Den genopstandne pige”, hvor Guldager besøger et heksemuseum, hvor hun læser beretningen om en genopstanden pige. Ifølge den afrikanske tænkemåde betragtes pigens død som hekseri, selvom hun er død af et slangebid. Hun bliver bortført af en heks, siges det, og bliver arbejdsslave hos denne i ti år, hvorefter hun med gode menneskers hjælp undslipper, og vender hjem til landsbyen. Hendes far kan genkende hende, men de andre beboere tvivler på, at pigen taler sandt. De kan dog ikke længere finde hendes grav. Edgar Allan Poes intense uhygge stirrer på os mellem linjerne. Hvad der egentlig er sket, må vi selv gisne om.

Flere af fortællingerne handler om dyrenes forhold. For eksempel “Det uovervindelige næsehorn” og den fabelagtige “Lyden af en hjemløs flodhest”, hvor en en flodhest bryder ind på et børnehjem, fordi den ikke “hørte hjemme” i floden. Det er hos et idealistisk ægtepar, der opfostrer chimpanseunger på selvsamme børnehjem. Her tillægges dyret menneskelige egenskaber – nemlig det at føle sig udenfor.

Selvom alle fortællinger er dybt forankrede i den afrikanske forestillingsverden, er de vedkommende og fascinerende i deres næsten nøgterne beskrivelser af forholdene og troen. Endnu engang serverer Guldager læseren et virtuost stykke med litterær mangfoldighed, der overrasker på den måde, som kun de allerstørste forfattere kan.

Bogen er udgivet på Guldagers eget forlag med det cool navn #Goldfieldforever.

Katrine Marie Guldager, Nyambes Kano, 80 sider, #Goldfieldforever, udkom 9. maj 2025.