// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Wu Ming-Yi: Sommerfuglefortabt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Essays

Wu Ming-Yi: Sommerfuglefortabt

Skrevet af den 19. august 2025 – 05:25Ingen kommentarer

“I en periode blev perlemorfuglevingen solgt for 10 taiwandollars per styk til taiwanesere, derfor kaldte man dem for ti-dollar-svalehaler…”

Det vrimler med sommerfugle i nuets litteratur. Mette Moestrups formidable digtsamling “Butterfly Nebula”, Benjamin Koppels prisvindende “Sommerfuglens stemme” og ikke mindst Lea Korsgaard med den fortryllende “Inden året er omme”. Og så naturligvis Michael Stoltzes store mesterværk “Danske dagsommerfugle”, der vandt Weekendavisens bogpris sidste år. Måske kommer det sig af, at sommerfuglen er en truet dyreart? Måske fordi dens mytologiske forunderlighed altid fascinerer?

Den taiwanesiske forfatter, kunstner og professor Wu Ming-Yi skriver sig både smukt og skarpt ind i det gode selskab med den formidable essaysamling “Sommerfuglefortabt”. Den vandt Taipei Literature Award, da den udkom i 2000, og har fået status som en moderne klassiker indenfor asiatisk klimaaktivistisk litteratur. Og det forstår man godt. Den skarpe økokritik, der kommunikeres i hele værket, taler direkte ind i samtidslitteraturens tendenser.

Bogen består af 18 personlige, poetiske og klimapolitiske essays, som tager læseren med ind i sommerfuglenes mange forskellige verdener og forhold. Både i den civiliserede verden og i naturen. Det bruges som afsæt til at diskutere æstetik, historie og vigtigst af alt vores forhold til naturen. I første essay beskriver forfatteren et job, han havde som ung i et sommerfuglereservat etableret af en forretningsmand. Her kunne de betalende gæster komme helt tæt på sommerfuglene og fotografere dem. Og røre ved dem. Men sommerfuglene trivedes ikke i fangenskab:

“Sommerfuglene havde ikke lyst til at leve som håndfodrede kæledyr i et væksthus. Så når vi mødte ind om morgenen, var vores første opgave at samle døde sommerfugle op fra gulvet ….”

Der gives mange eksempler på, hvorfor sommerfuglen er en uddøende race. Blandt andet udsættes de for forurening, atomaffald, støj og ekstreme bebyggelser, hvor værtsplanter, som sommerfuglene lever af, helt forsvinder. Og ikke mindst pengegriske mennesker, der indfanger og sælger dem. Det er barsk og interessant læsning, der med et sjældent set poetisk sprog, afspejler sommerfuglenes skønhed, og dermed synes ugerningerne imod dem desto værre:

“I næste nu, papirsommerfuglen, ridende ubesværet op mod vinden, som en hvid fugl, der flagrer let afsted på sine ekstrastore vinger ned over de hundrede meter høje, jadegrønne bjerge, svævende forbi som et digt. Og himlen, dyb blå som et præludium af Bach, akkompagnerede papirsommerfuglens hvide, dansende trin.”

Forfatteren har selv illustreret værket med vidunderlige sommerfuglefotos og skønne stregtegninger, så vi gribes og bevæges på alle sanser. Så er du interesseret i sommerfugle, miljø og samfund, så vil dette poetiske og informative værk være lige dig.

Wu Ming-Yi, Sommerfuglefortabt, Forlaget Korridor, 187 sider, rigt illustreret, oversat af Sidse Laugesen, juni 2025.

Der er lukket for kommentarer.