Gys, griseavl og psykisk vold. Og det ikoniske computerspil The Sims, som det eneste tilflugtssted. Det er de bærende elementer i Christine Kærulvs brølende brag af en debut.

Der er langt i mellem, at man læser en digtsamling, der er så uhyggelig og så stærk som Motherlode. Jeg havde simpelthen ondt i maven, da jeg lagde den fra mig. Den rumsterede i min krop, og ville ikke forsvinde. Igen og igen måtte jeg vende tilbage for at genlæse de på overfladen helt enkle sætninger, som fortsat blinkede for mit indre blik. For der står meget mere mellem linjerne, og det blev ved med at kradse i mit sind. Og jo mere jeg læste og genlæste, jo mere gik det op for mig, hvordan frygt smager. Hvordan afmagt handlingslammer. Hvad omsorgssvigt egentlig er for en størrelse. Hvorfor man kan tisse i bukserne af angst for sin egen mor.

Det unge unavngivne digterjeg vokser op på en svinefarm i Midtjylland sammen med sin lillebror, far og en psykisk voldelig mor. De verbale overfusninger lurer altid lige om hjørnet og kan udløses af stort set alt.

For at udløse / !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! / skal man være synlig / have et humør / ikke være begejstret nok / have influenza / pisbukser / fluer i køkkenet / en daggammel madpakke / sige nej ../”

Med andre ord: alt kan udløse morens verbale tæv, og derfor lever jeget og hendes bror i konstant frygt og alarmberedskab. Selvom de går på listesko kan de ikke vægre sig imod deres mors udbrud. Jeget flygter ind i computerspillets verden, hvor alt kan lade sig gøre. Hvor man kan skabe præcis det liv, man ønsker. Raffineret spejles hendes knugende liv, hvor der ikke må sættes plakater op på væggen, hvor fluerne summer og spejlet er “fyldt med bumsesaft.” En skærende kontrast.

Digtsamlingen giver et meget sorgfuldt og frygteligt indblik i at vokse op i skyggen af psykisk vold. Det enkle letlæselige hverdagssprog afbrydes pludseligt og uden varsel af en masse udråbstegn !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!, der som poetisk greb er en genial beskrivelse af morens verbale udfald, som altid kommer ud af det blå, som et slangehug. Og der bliver flere og flere i takt med, at digtsamlingen skrider frem.

Vi hører aldrig hvilke vederstyggeligheder, børn og mand overfuses med – det overlades til læserens egen fantasi. Og det gør det endnu mere uhyggeligt, for vores bevidsthed og forestillingsevne bliver en smertelig del af voldens karakter og værkets narrativ. Kun fantasien – og ondskaben – sætter grænser.

Mesterligt skildres den frygt, afmagt og selvhad de verbale tæsk skaber:

“Noget på min tunge / en pisk som pisker videre / jeg hader mig selv mere og mere / hver dag / noget at frygte / vreden som et stumpt instrument / Mor har nok i sig hun kan spy ud over os for evigt /.”

Og:

“Noget varmt mod mine lår / jeg pisser mere af ren frygt / jeg er ligeglad med at lugte af pis / jeg er bange for at blive hentet /..”

Kærulv skriver sig direkte ind de store socialrealistiske digteres selvskab, og jeg ser en moderne Tove Ditlevsen, en Glenn Bech, en Thomas Korsgaard og en Eduard Louis ligge og lure mellem linjerne. Det er en forrygende flot debut!

Digtsamlingen slutter meget brat og uforløst (for omsorgssvigtet slutter aldrig), da jeget er blevet konfirmeret. Men jeg håber, at der kommer en fortsættelse. For jeg vil meget gerne vide, hvad der sker med vores digterjeg fremadrettet. Kan hun overleve det helvede på jord, hun befinder sig i? Slipper hun væk? Bliver hun menneske? Kære Christine Kærulv : vil du ikke nok skrive en to’er?

Christine Kærulv, Motherlode, Gads Forlag, 100 sider, udkom den 4. april 2025.