At den tommetykke franske succesroman “Monas øjne” er blevet et fænomen, og omgående strøg til tops på de franske bestsellerlister kan man undre sig lidt over. Måske fordi den er begået af Thomas Schlesser, kunsthistoriker og professor ved parisiske École Polytechnique, en spændende herre?

Bogen beskriver forholdet mellem den ti-årige pige Mona, og hendes bedstefar, en “brysk” og “hjertevarm” herre, der elsker kunst. En dag mister Mona synet i en time og tre minutter. Da lægerne ikke kan finde en diagnose, henvises hun til en børnepsykolog. Men i stedet for at følge Mona til psykolog, tager bedstefaren hende med på Paris’ store museer for at “vise hende verdens skønhed” inden hun – måske – mister synet for altid.

Bedstefaren starter med at introducere Mona til renæssancens store kunstnere på kunstmuseet Louvre, her – naturligvis – inklusive Leonardo da Vincis ‘Mona Lisa’.

Senere besøger de kunstmuseerne D’Orsay og Pompidou, og på den måde bliver introduktionen kronologisk og fortsætter helt frem til i dag.

Gennem et år præsenteres Mona for 52 kunstværker, fra Botticelli, til Frida Kahlo, Van Gogh og Monet. Det lyder måske anstrengende – men det er det egentlig ikke. Schlesser formår fint at forklare, hvad der gør det pågældende værk til et af verdens fineste kunstværker – og det i sig selv er læsværdigt. Anstrengende er derimod de noget flade karakterer og det klichéfyldte sprog, der er tydeligst i værkets rammefortælling. Det ødelægger desværre meget af læseoplevelsen for mig. For eksempel:

“Mona syntes den store glas pyramide var sjov. Den hævede sig frækt midt blandt Louvres stenbygninger.”

Og: “Hans rene, dybe malmrøst trængte gennem støjen omkring dem. Det var som om den fik universets ævl og kævl til at forstumme.”

Men så snart vi bevæger os fra rammefortællingen, bedstefarens og Monas dialog, til beskrivelsen af selve kunstværkerne, hvor den debuterende skønlitterære forfatter er på hjemmebane, blomstrer sproget, og de begejstrede beskrivelser af kunstværkerne smitter. Derfor kan bogen fint bruges som et opslagsværk for begyndere, der gerne vil vide mere om de enkelte kunstværker. En fin detalje er, at man kan folde bogens omslag ud – og så har man en plakat med et miniature tryk af de omtalte kunstværker.

Fortællingen og ideen om at folde kunsthistorien ud for en 10-årig er fin og original. Og kunstformidlingen er da også dybt passioneret. Jeg ville bare ønske at sproget og karaktererne var det samme. Romanen har i øvrigt sin egen hjemmeside, hvor man især kan læse uddrag af bogens mange gode anmeldelser.

Thomas Schlesser, Monas Øjne, Gads Forlag, 464 sider, udkom den 25. april 2025.